Alternativet åbner for flere havvindmøller tæt på Fyn

Alternativet er villig til at justere afstandskravet for havvindmøller. Det kan betyde vindmøller tæt på Fyn.

quote Vi er nødt til at acceptere, at vi alle sammen kommer til at kunne se energiproduktion i det danske landskab

Stine Bardeleben Helles, folketingskandidat, Alternativet

- Vi er nødt til at sætte fuld skrue på den grønne energiproduktion. Og det kommer til at kunne mærkes. 

Sådan konkluderer Alternativets Stine Bardeleben Helles. Hun og resten af Alternativet ønsker, at Danmark skal indfri målene i Paris-klimaaftalen: det betyder blandt andet, at flere havvindmøller tæt på land kan være en mulighed. 

En til en

- Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, så kommer vi til at se et mix af flere forskellige møller med forskellige typer beliggenehed. Nogle vil være mere kystnære, andre vil være langt til havs og andre vil være til lands, forklarer hun. 

Vil du gerne have flere kystnære havvindmøller?

- Nej, det er ikke det, jeg siger. Min drøm er ikke masser af kystnære havvindmøller, understreger hun.  

Stine Bardeleben Helles har tidligere markeret sig i debatten omkring havvindmøller. Hun er blandt andet tilhænger af havvindmøller ved Lillebælt, der skal stå fire kilometer fra kysten.

Kortere til land

Den nuværende lovgivning betyder, at fremtidige projekter skal stå mindst 15 kilometer fra kysten. Projektet i Lillebælt blev godkendt, da kravet lød på fire kilometer. 

Stine Bardeleben Helles er åben over for at justere på afstandskravet. 

- Vi er nødt til at acceptere, at vi alle sammen kommer til at kunne se energiproduktion i det danske landskab, forklarer hun.

- Den gang man øgede afstandkravet var man ikke klar over, hvor skidt det stod til med klimaforandringerne. Vi er nødt til at sætte os ned se, hvad der skal til. Der må den slags ting (havvindmøllers afstand til land, red.) også komme i betragtning, siger Stine Bardeleben Helles. 

Stine Bardeleben Helles har ikke et konkret forslag til, hvor tæt havvindmøller må stå på land. 

- Det handler om at finde en løsning, som gør, at vi kan bygge de vindmøller, der skal til for at komme i mål med Paris-aftalen, understreger hun. 

Se hele interviewet om havvindmøller med Stine Bardeleben Helles (Å)

I serien En til En vil TV 2/Fyn lave et interview med en repræsentant fra alle opstillingsberettigede partier. Martin Christensen, der er fynske folketingskandidat for partiet Stram Kurs, har også fået tilbuddet om at medvirke i En til En på TV 2/Fyn.

Martin Christensen har takket nej til at medvirke, da han kun ville medvirke, hvis emnet var udlændingepolitik. Det er TV 2/Fyn, der sætter emnerne for interviewet, og i interviewet med Stram Kurs skulle Martin Christensen har svaret på, hvad hans parti mener om velfærd, infrastruktur og tilbagetrækning.

 

 

Oversigt

    Oversigt