Blaffere holder valgmøde: - Politikerne skal kende sandheden om danskheden

Danskerne er blevet bange for fremmede og for hinanden, og det er ikke nødvendigt: Politikerne skal stå skoleret, når de besøger Brenderup Højskole.

Sangen Jolene, retten samosa og desserten rød grød med fløde kan sagtens nydes sammen. Det kan Emilie, Sally og Rahaf også. Det er i hvert fald et af de mange budskaber, som Blaffernationen og Brenderup Højskole har til politikerne til valgdebatten onsdag aften.

De har i fællesskab været ude og tomle Fyn rundt, og her mødte de et gæstfri Danmark, som var meget åbensindet. Valgmødet onsdag aften vil det være elevernes erfaringer, som kommer til at danne baggrund for debatten.

- Vi er mange, der er begyndt at blive bange for hinanden og bange for fremmede mennesker, og det vil jeg ikke være. Jeg nægter at være i et Danmark, hvor vi er bange for hinanden, siger Emilie Brøndum Reeh, som er elev på Brenderup Højskole.

quote Det eleverne har oplevet er et tillidsfuldt og hjælpsomt Danmark. Det står meget i kontrast til det, som eleverne hører i medierne og blandt befolkningen.

Sally Morell Lundorff, underviser Brenderup Højskole

Brenderup Højskole og Blaffernationen gået sammen om et projekt, der hedder “Fyn Rundt På Tomlen”. Det går ud på, at en gruppe elever på skolen er blevet sendt ud på Fyn for at se, hvordan den danske befolkning egentlig er. Vel og mærke uden penge og mad, og kun med hjælp fra tommelfingeren.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg var virkelig bange, inden jeg skulle afsted. Det er første gang, jeg er i Danmark, og jeg vidste ikke inden, hvordan det danske folk var - men hvor blev jeg dog glad og overrasket, da jeg så mødte den første familie, siger Rahaf Abomagara, som er udvekslingselev på Brenderup Højskole fra Syrien.

Fokus på udlændingepolitik

Brenderup Højskole har inviteret politikerne til debat på baggrund af de oplevelser, som eleverne der blaffede Fyn rundt har haft. Skolen har nemlig et helt klart budskab: Danskerne er slet ikke så fremmedfjendske og lukkede, som der ellers bliver fortalt så meget om i medierne.

Eleverne præsenterer fire blafferhistorier for politikerne. De fortæller om deres erfaringer og oplevelser, som blaffende udlændinge, og hvordan danskerne tog i mod dem.

- Vi har en linje med etniske danskere og flygtninge, som blandt andet har været med på de her blaffeture. Det er jo enormt spændende at sende dem ud i vejkantsdanmark for at de kan se og mærke de danske værdier på egen krop, siger Carsten Theede, som er stifter af Blaffernationen og fortsætter.

- Vi vil jo vildt gerne spørge politikerne i aften om, hvad samlingskraften i Danmark er? Hvad skal vi være fælles om i fremtiden i Danmark? Vi skal bygge på den åbenhed gæstfrihed og velvilje, som eleverne mødte, da de var ude. Det afspejler jo virkelig det meste af Danmark. Mudderkasteriet mod de fremmede skal stoppe, siger Carsten Theede.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skaberiet

Skaberiet er en bestemt linje på Brenderup Højskole, der har fokus på events sammenkoblet med unge etniske danskere og flygtninge. Skaberiet har samlet en masse historier sammen om deres 36-timers tur ude som blaffer, og dem skal politikerne se, mener en af underviserne på Brenderup Højskole.

- Vi skal virkelig fokusere på, hvordan vi kan skabe mere tillid i vores samfund. Den dialog skal vi have med politikerne. Det, eleverne har oplevet, er et tillidsfuldt og hjælpsomt Danmark. Det står meget i kontrast til det, som eleverne hører i medierne og blandt befolkningen, siger underviseren Sally Morell Lundorff til TV 2/Fyn.

Til onsdagens debatmøde kommer der i alt fire politikere. Det er Karsten Hønge fra SF, Alex Ahrendtsen fra DF, Stines Helles fra Alternativet og Camilla Hersom fra De Radikale. Debatmødet starter klokken 19 og varer omkring tre timer.

Se det lille indslag om Brenderup Højskole og deres oplevelser omkring udlændingedebatten, og hvordan de kobler den sammen med blaffe.
Fotograf: Kasper Eland Marquardtsen

Oversigt

    Oversigt