Chips med dip skal få unge til at stemme

Assens Ungdomsråd vil få kommunens yngste stemmeberettigede til at sætte et kryds 5. juni ved at lokke med valgarrangementet "Dip og Debat".

Dippen er blandet, og chipsene hældt i skåle. Mandag eftermiddag holder Assens Ungdomsråd valgarrangement under navnet "Dip og Debat".

Formålet er at få flere unge til at sætte et kryds på valgdagen 5. juni, forklarer formand i Assens Ungdomsråd, Anna Jeppesen.

- Vi vil gerne engagere de unge og give dem en chance for at vide, hvad der foregår i dansk politik og mulighed for at vide, hvad de skal stemme til valget, fortæller formanden. 

Debatemner valgt på Facebook

Politikere fra ni forskellige partier deltager og skal debattere emner, som kommunens yngste stemmeberettigede har valgt gennem en afstemning på Facebook.

Det er de unge selv, der har bestemt, hvad folketingskandidaterne skal debattere på aftenens valgmøde.
Fotograf: Ole Holbech

Derfor skal folketingskandidaterne til lyden af sprøde chips, der knases, fortælle deres partis mening om miljø, uddannelse og sundhed.

- Jeg tror netop, at det er arrangementer, som det her, der kan få unge til at engagere sig i politik. Vi rækker ud efter de unge og giver dem en mulighed for at engagere sig, så de ikke selv skal tage initiativ hele tiden, siger Anna Jeppesen. 

"Dip og Debat" holdes i U-Huset i Glamsbjerg, og både dip og chips serveres klokken 14.30. Klokken 16.15 begynder debatterne.

Assens Ungdomsråd regner med 40-50 deltagere.

Oversigt

    Oversigt