Fynsk byrådspolitiker parat til at stille op for Stram Kurs

Byrådspolitiker Knud Ahrnkiel fra Kerteminde Byråd er parat til at stille op til folketingsvalget for partiet Stram Kurs, hvis han får en opfordring.

Stram Kurs kan være tæt på at blive repræsenteret i byrådet i Kerteminde. Her sidder løsgængeren Knud Ahrnkiel, som siger, at han er klar til at melde sig ind i partiet, hvis han bliver opfordret til det.

Han stiller sig også gerne til rådighed som folketingskandidat til valget den 5. juni, hvis partilederen Rasmus Paludan er interesseret.

- Jeg vil kalde ham frihedskæmper, fordi jeg synes, han ofrer sig voldsomt for at bevare Danmark og danske værdier, siger Knud Ahrnkiel.

Knud  Ahrnkiel forlod sidste år Dansk Folkeparti. Det skete efter, at han i et opslag på Facebook havde opfordret danske unge til at gå til modstand mod kriminelle indvandere. "Hvor er vores friske ungdom henne, bør I ikke finde sammen, bevæbne jer, og sammen en gang for alle fjerne den ondskab".

Opslaget faldt ikke i god jord hos partiledelsen, hvorefter Knud Ahrnkiel selv tog konsekvensen og meldte sig ud af Dansk Folkeparti.

Bakker fuldt op

- Hvis Rasmus Paludan ringer og spørger om du vil være folketingskandidat, hvad er så svaret?

- Svaret er, at jeg skal have en snak med Rasmus om, hvad det her drejer sig om, og hvad drejebogen er. Det er ikke, hvad som helst jeg stiller op til eller melder mig ind i. Men det jeg har set indtil nu er jeg godt tilfreds med. 

Knud Ahrnkiel kan især godt lide partiets udlændingepolitik, men indrømmer dog, at Rasmus Paludan på nogle områder har en stil, som er stærk kontroversiel. Han har dog ikke noget imod koranafbrændinger.

- Men det er ikke min måde at føre valgkamp på. Det er jeg blevet for gammel til. De (muslimerne, red.) brænder jo også vores flag af, og de brænder vores biler, de brænder bygninger og de voltager og banker folk, og de er voldelige overfor de unge mennesker. Vi kan se ude i den store verden, at det er dét, der foregår med baggrund i islam. 

- Er det ikke en racistisk udtalelse, at generalisere så voldsomt, som du gør her?

- Hvis det bliver opfattet sådan, må jeg svare, at det ikke er min hensigt. Jeg beskriver jo bare, hvad det er, der sker ude i verden, siger Knud Ahrnkiel.

Velkommen i partiet

Partileder Rasmus Paludan siger til TV 2/Fyn, at han hilser Knud Ahrnkiel velkommen. Men man skal melde sig ind i partiet først, inden eventuel opstilling kan komme på tale.

- Jeg synes, at hvis Knud Ahrnkiel gerne vil stille op for Stram Kurs, så må han gøre som alle andre. Og det er, at udfylde de blanketter vi har til det. Det er da dejligt, at han offentlig bekendtgør, at han gerne vil være med. Det imødeser jeg med fornøjelse, siger Rasmus Paludan.

Knud Ahrnkiel siger, at spørgsmålet om at melde sig ind er kommet lidt pludselig. Han vil nu gå i tænkeboks.

- Der er lige nogle ting, jeg gerne vil drøfte først, men der er virkelig brug for en en fynbo inde i folketinget. Det er jo nogle svage holdninger vi har derinde, så det vil jeg da se som en udfordring.

Knud Ahrnkiel forlod sidste år Dansk Folkeparti og bejler nu til Stram Kurs. 

Oversigt

    Oversigt