Fynsk folketingskandidat klar med krav til S

Afskaffelse af kontanthjælpsloftet og minimumsnormeringer i daginstitutioner er ultimative krav, forklarer SF's Line Mørk. Men partiet har ikke glemt flygtninge og indvandrere.

Farvel til kontanthjælpsloft og goddag til minimumsnormeringer i daginstitutioner. 

Sådan lyder SF's ultimative krav til Socialdemokratiets statsministerkandidat Mette Frederiksen. Det fortæller SF's fynske folketingskandidat Line Mørk. 

- Vi har sat et ultimativt krav til det, som vi ved, at vi kan få indflydelse på. Og der prioriterer vi, at kontanthjælpsloft og minimumsnormeringer er det vigtigste, forklarer Line Mørk til TV 2/Fyn. 

Socialdemokratiet har tidligere fortalt, at man ikke vil ændre ved den nuværende flygtninge- og indvandrerpolitik. Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet stiller alle ultimative krav til Socialdemokratiet på de to områder. 

Paradigmeskiftet

Så udlændinge og flygtninge må sejle i deres egen sø, siden I ikke stiller ultimative krav på de områder?

- Hjemsendelsesydelsen (den tidligere integrationsydelse, red.) er slet ikke god nok, som den er. Men vi ved godt, at vi bliver trumfet. Derfor giver det ikke mening at lave den til et ultimativt krav, siger hun. 

Flygtninge er vigtige

Selvom SF ikke stiller ultimative krav på områdene for flygtninge og udlændinge, så er det stadig vigtige emner for partiet, fastslår Line Mørk. 

- Ét af de områder, der også er vigtigt for os er kvoteflygtninge. Vi har snakket om kvoteflygtninge i rigtig langt tid. Og nu lukker både Venstre og Socialdemokraterne op for kvoteflygtninge, siger hun. 

Men det er ikke et ultimativt krav, som eksempelvis Enhedslisten. Hvorfor?

- Det giver ikke mening, at lave ultimative krav på noget, som egentlig stille og rolig bliver udbredt. Vi skal tage ansvar; også i det internationale samfund, understreger Line Mørk. 

Hun medgiver, at partiet har vægtet kontanthjælpsloft og minimumnormeringer højere end hjemsendelsesydelse, kvoteflygtninge og paradigmeskiftet på integrationsområdet. 

- Når vi kigger på socialdemokraterne, kan vi se, at der er forskellige holdninger til kontanthjælpsloftet og minimumsnormeringer. Ultimative krav er vores måde at skubbe på, forklarer hun.

Partiet har ifølge Line Mørk vurdereret, at det er urealistisk at få gennemført store ændringer på udlænindinge- og flygtningeområderne. Alligevel har partiet ønsker for de to temaer. 

- Hvis vi få rigtig mange stemmer, vil vi trække i vores retning. Men at stille ultimative krav til noget, hvor der er så stort et flertal giver ikke mening, understreger hun og tilføjer:

- Minimumsnormeringer handler om alle børn. Også flygtningebørn, siger Line Mørk. 

Se hele interviewet med Line Mørk (SF).

I serien En til En vil TV 2/Fyn lave et interview med en repræsentant fra alle opstillingsberettigede partier. Martin Christensen, der er fynske folketingskandidat for partiet Stram Kurs, har også fået tilbuddet om at medvirke i En til En på TV 2/Fyn.

Martin Christensen har takket nej til at medvirke, da han kun ville medvirke, hvis emnet var udlændingepolitik. Det er TV 2/Fyn, der sætter emnerne for interviewet, og i interviewet med Stram Kurs skulle Martin Christensen har svaret på, hvad hans parti mener om velfærd, infrastruktur og tilbagetrækning.