Fynsk folketingskandidat trækker sig efter tidligere forsøg på væbnet røveri

28-årige Martin Paetau trækker sig som kandidat for Nye Borgerlige, efter et facebook-opslag beskylder ham for at have begået væbnet røveri for ti år siden. Martin Paetau erkender forsøg på røveri.

I en intern besked er medlemmerne af Nye Borgerlige mandag blevet informeret om, at den 28-årige Martin Paetau fra Odense trækker sig som folketingskandidat for partiet.

Det sker, fordi den 28-årige odenseaner på Facebook bliver beskyldt for at have begået væbnet røveri for ti år siden.

- Der er kommet et opslag, hvor der er nogen, der graver op i meget gamle ting, jeg har gjort som teenager. Der står en masse forkert - blandt andet at jeg har begået væbnet røveri. Jeg vil ikke lægge partiet til last, og derfor trækker jeg mig, fortæller Martin Paetau til TV 2/Fyn.

Erkender forsøg på røveri

Politikeren erkender over for TV 2/Fyn, at han sammen med flere andre er dømt for forsøg på væbnet røveri ved at true med en kniv og sige "Giv os pengene for jeres egen skyld", inden han og de andre forsvandt fra stedet uden penge. Han husker ikke, hvem der holdt kniven.

Martin Paetau trækker sig, fordi han mener, at partiet er vigtigere end hans eget folketingsvalg.
Fotograf: Morten Albek

Nye Borgerliges hovedbestyrelse accepterede søndag Martin Paetaus beslutning om at opgive sit kandidatur.

Siden 2017 har han været medlem af Nye Borgerlige Odense, og i 2018 besluttede partiet, at odenseanerens navn skulle stå på valgets stemmesedler.

Bedt om at trække sig

Martin Paetau oplyser, at han ikke er blevet smidt ud, og at han fortsat er medlem af partiet.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig. Jeg synes, det er ærgerligt, at det er noget, der skal forfølge mig, fordi jeg var teenager og ikke vidste, hvad jeg foretog mig, siger Martin Paetau.

Politikeren blev dømt for forsøg på væbnet røveri og blev idømt tre måneders fængsel. Én måned sad han i fængsel, mens han afsonede de sidste to måneder med fodlænke. Han har i dag ren straffeattest.

Ifølge TV 2/Fyns oplysninger er Martin Paetau blevet bedt om selv at trække sig - ikke fordi han har en kriminel fortid, men fordi han ikke fortalte det til hovedbetyrelsen, da han stillede op.

Oversigt

    Oversigt