Fynsk formand: - Meretes farvel er et tab for det liberale Danmark

Formanden for Liberal Alliances fynske storkreds begræder Merete Riisagers farvel. Samtidig jubler hun over, at Carsten Bach melder sig på banen.

Hun har vidst det i nogen tid. Men alligevel er formanden for Liberal Alliances storkreds, Ida Tokehøj, på Fyn godt og grundigt ærgerlig over, at Merete Riisager ikke genopstiller til næste folketingsvalg.

- Merete Riisagers stop er et kæmpetab – ikke kun for Fyn, men for hele det liberale Danmark. Hun har været en fantastisk minister, men også i tiden som menigt folketingsmedlem satte hun sit præg med sine markante holdninger, siger Ida Tokehøj.

Merete Riisager blev undervisningsminister og overtog dermed en folkeskolereform, som hun havde kritiseret hårdt, inden hun satte sig i ministerstolen. Og netop Riisagers arbejde med folkeskolen er noget af det, som LA’s fynske formand er mest stolt af.

- Hun trådte ind i jobbet og satte sig godt ind i tingene omkring folkeskolen. Stille og roligt har hun så med flid bearbejdet de knaster, der var muligt at ændre, siger Tokehøj.

Formand vil gerne have Carsten Bach

Der gik ikke mange minutter, fra Riisager meldte sin afsked, til det nuværende folketingsmedlem, Carsten Bach, meldte sig på banen som ny spidskandidat på Fyn. Han vil forlade sin nuværende kreds i Østjylland.

- Det er fantastisk, at Carsten Bach har meldt sit kandidatur, siger Ida Tokehøj.

Den fynske formand erkender dog, at Carsten Bach ikke har samme forbindelse til Fyn, som Merete Riisager, som voksede op på Fyn.

- Det er selvfølgelig ikke så godt, at han ikke har samme tilhørsforhold til Fyn som Merete. Han har ikke de samme kontakter og ved ikke så meget om, hvad der rører sig her på øen. Men han er ihærdig og flittig, og jeg er sikker på, at han nok skal tilbringe masser af timer på Fyn i de kommende måneder, siger formanden for Liberal Alliances fynske storkreds.

Er der ikke nogen af de nuværende fynske kandidater, som kan fylde Merete Riisagers sko ud?

- Nej, det er der ikke. Derfor er det også dejligt, at Carsten Bach har meldt sig på banen. Men han er jo ikke valgt endnu. Nu skal vi lige have opstillingsmøde først, hvor medlemmerne jo også har mulighed for at komme med deres mening, slutter Ida Tokehøj.

Oversigt

    Oversigt