Fynsk kandidat revser ældrepleje: - Kommunerne har spillet fallit

Carsten Bach (LA) vil lade dele af ældreplejen overgå til private hænder. - Det offentlige velfærdsystem har spillet fallit, mener han.

- Det er utilstedeligt og uværdigt for de ældre medborgere. 

Sådan lyder dommen fra Liberal Alliances Carsten Bach, når det kommer til beslutningen om, at ældre fra starten af 2019 i Assens Kommune kun tilbydes hver femte uge. 

Kommunen har sidenhen genindført rengøring hver tredje uge, men ifølge Carsten Bach skulle det aldrig have været nødvendigt at indføre reduceret rengøring. 

- Det skyldes i overvejende grad, at man i kommunerne ikke prioterer rigtigt, mener Carsten Bach, der tilføjer:

- Det offentlige velfærdssystem har spillet fallit. Man har aldrig nogensinde haft flere penge i den offentlige sektor, end vi har nu, siger han til TV 2/Fyn. 

Godt humør i ældreplejen

Carsten Bach har tidligere kommenteret på ældrepleje i kommunerne ved TV 2/Fyns debatmøde i Glamsbjerg. 

Her fremhævede han blandt andet, at der skal mere humør ind i ældreplejen. Det skal ske gennem flere frie valg i ældreplejen.  

Ændret befolkningssammensætning

- Vi skal have mere frit valg ind i vores ældrepleje. Det er ikke sikkert, at alle vil sidde på en bænk, forklarer han med reference til Gnags-sangen "Når jeg bliver gammel". 

Hvad hjælper det, hvis pengene ikke er der?

- Helt generelt er der ikke brug for flere penge i den offentlige sektor. Det, der er brug for er nogle andre prioriteringer, mener Carsten Bach. 

Carsten Bach vil lade de ældre selv prioritere eksempelvis brusebad og gulvvask. Det skal være muligt at få eksempelvis rengøring fra kommunen eller en privat virksomhed. 

- Vi skal lade pengene følge borgeren. På den måde kan man helt selv vælge, om man vil have et ekstra bad eller rengøring, forklarer han. 

Hvad hvis man gerne vil i bad og have gjort rent?

- Så kan man prioritere. Det kan endda være, at man nogle uger vil mere i bad end andre, siger Carsten Bach.

Den liberale politiker hæfter sig ved brugen af private aktører indenfor ældreplejen i Tyskland og Sverige. 

- De viser, at det sagtens kan lade sig gøre. Det er et spørgsmål om, at vi får bredt pengene ud til nogle andre aktører end kun det offentlige, understreger Carsten Bach og tilføjer:

- Det giver mere kvalitet og får den offentlige sektor til at køre længere på literen. 

Se hele interviewet med Carsten Bach fra Liberal Alliance. 

I serien En til En vil TV 2/Fyn lave et interview med en repræsentant fra alle opstillingsberettigede partier. Martin Christensen, der er fynske folketingskandidat for partiet Stram Kurs, har også fået tilbuddet om at medvirke i En til En på TV 2/Fyn.

Martin Christensen har takket nej til at medvirke, da han kun ville medvirke, hvis emnet var udlændingepolitik. Det er TV 2/Fyn, der sætter emnerne for interviewet, og i interviewet med Stram Kurs skulle Martin Christensen har svaret på, hvad hans parti mener om velfærd, infrastruktur og tilbagetrækning.