Kandidater bød på politik og pasta

To politikere gik onsdag sammen om at byde på politisk debat - og pasta med kødsovs.

Valgkampen er lang, og de mange paneldebatter kan hurtigt minde om hinanden.

Det mener to kandidater, der derfor har tænkt i alternative baner.

quote Det handler om at vise vælgerne, at der er masser af områder, vi kan samarbejde om.

Alexander Grandt, folketingskandidat (S)

Og hvorfor ikke tage debatten til det sted, hvor de fleste samtaler om meninger og værdier foregår i dagligdagen?

Middagsbordet.

Således kunne Alexander Grandt (S) og Kristian Guldfeldt (C) onsdag byde kollegianere på H.C. Ørsteds Kollegiet i Odense på politisk debat - og pasta med kødsovs.

- I en paneldebat er der 13 mennesker i et panel. Du får måske ordet tre gange i løbet af debatten, og når det endelig er din tur, kan det være en halv time siden, det, du kommenterer på, blev sagt, siger Alexander Grandt.

Kristian Guldfeldt holder pause fra at røre rundt i gryden med spaghetti.

- Nu har vi snart ført valgkamp i en måned. Man er så ufatteligt meget sammen. Så det er faktisk også fedt, at der er de her stunder i løbet af valgkampen, hvor man bare kan hygge sig, siger han.

Alexander Grandt (S) og Kristian Guldfeldt (C) har indtaget et af de mange køkkener på H.C. Ørsteds Kollegiet i Odense. - Her er der plads til at få en samtale og dialog om tingene, siger Grandt.

Vildsvinehegn og pensionsalder

På trods af deres politiske forskelligheder, har de to kandidater intet imod at føre valgkamp sammen, fortæller Kristian Guldfeldt.

- Jeg synes faktisk, det er fedt. Det er noget af det tværpolitiske, der også mangler på Christiansborg.

- Ja, og det handler også om at vise vælgerne, at der er masser af områder, vi kan samarbejde om, supplerer Alexander Grandt.

Da Alexander Grandt har serveret kødsovsen for de fremmødte kollegianere og Kristian Guldfeldt har hakket frisk basilikum, er der endelig tid til at få stillet de kritiske spørgsmål til de to politikere.

 Det viste sig at blive en alsidig affære.

quote Man er så ufatteligt meget sammen. Det er faktisk fedt, at der er stunder, hvor man bare kan hygge sig.

Kristian Guldfeldt, folketingskandidat (C)

- Hvad gør vi med svinehegnet i Sønderjylland, spørger én.

- Hvornår mener I, man skal kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet?

- Hvad mener I om elforbindelsen, man vil anlægge fra Danmark til England?

For Kristian Guldfeldt understreger spørgsmålene, at det giver god mening at holde alternative debatmøder som dette.

- Det understreger meget godt pointen. Det er nogle helt andre ting, der rører på sig, når man har folk én til én, siger han.

Alexander Grandt er enig.

- Her har du mulighed for at få en samtale og en dialog om tingene, siger han.

De to politikere havde selv taget initiativ til arrangementet. De forsikrede i øvrigt for, at den pågældende pasta med kødsovs var klimavenlig.

Se hele indslaget fra de to politikeres besøg på H.C. Ørsteds Kollegiet i Odense.

Oversigt

    Oversigt