Ny Riskær-kandidat: Klar holdning til Putin - ingen mening om regionen

Klaus Riskær er nu klar med seks nye kandidater. Blandt dem er advokaten Gert Dyrn fra Ringe.

Hvis fynboerne vil stemme på det nystiftede Klaus Riskær Pedersen Parti er der nu to kandidater at vælge imellem. Rolf David Gøtze fra Hørsholm bekendtgjorde sit kandidatur samme dag, som partiet blev opstillingsberettiget. 

Onsdag meldte den 51-årige advokat Gert Dyrn sig som kandidat på Fyn for Klaus Riskær Pedersen Partiet. 

- Jeg ser dette som en mulighed for at komme til orde i den politiske debat, uden at jeg skal være tynget af et ideologisk fundament, siger Gert Dyrn til TV 2/Fyn.

Gert Dyrn bor i Ringe og har tre børn i alderen fra 13 til 20 år. Han har arbejdet som advokat siden 2006. 

Han har blandt andet været forsvarer i en sag, hvor 11 kurdere var tiltalt for at have støttet den kurdiske oprørsbevægelse PKK, og han har arbejdet med narkomaner og udsatte unge. 

Gert Dyrn har tidligere været politisk aktiv som næstformand i den fynske afdeling af Ny Alliance, som Liberal Alliance hed tidligere. 

Nu stiller han op som repræsentant for landets nyeste parti, og han kommer især til at beskæftige sig med udenrigspolitik. I tråd med partiets linje mener han blandt andet, at Danmark skal ændre holdning til Rusland.

- Vi bør normalisere forholdet til Rusland. Sanktioner virker ikke, og de kommende generationer har ingen interesse i, at vi opbygger en ny kold krig, lyder det fra den nyudklækkede folketingskandidat.

Nogle af valgets mere nære emner har Gert Dyrn derimod ikke klare holdninger til.

- Jeg har ingen konkret holdning til, om regionerne skal nedlægges, siger Gert Dyrn, og det mener han ikke er et problem:

- Vi er et parti med en borgerlig observans, men vi er samtidig i opposition til det politiske system, hvor man skal have klare meninger om alt. Det er utroværdigt, og derfor har vi heller ikke klare meninger om alt, siger han. 

Folketingsvalget skal i følge Grundloven afholdes senest 17. juni i år.

Oversigt

    Oversigt