Riskær-kandidat holder liv i partiet: - Vi er ikke pauseklovne

Partiet Klaus Riskær Pedersen er alligevel ikke helt dødt. Kandidaterne skal lige mødes og snakke fremtid, fortæller fynsk kandidat.

Det er ikke slut, før den sidste mand har forladt partiet - og det er ikke sket endnu. 

quote Vi er jo lige nogle kandidater, der skal mødes og snakke om, hvad vi egentlig skal gøre nu, inden vi siger, hvad partiets fremtid er.

Gert Dyrn, folketingskandidat, Klaus Riskær Pedersen

Onsdag aften så det ellers ud som om, at partiet Klaus Riskær Pedersen ville stoppe lige så pludseligt, som det startede for godt tre måneder siden. 

Formanden for partiet, Klaus Riskær Pedersen, meddelte på valgaftenen, at han ville opløse partiet. Med 0,9 procent af stemmerne på landsplan har partiet ikke fået nok til at komme ind i Folketinget, og formanden mente, at det var et tydeligt tegn på at partiet ikke skulle fortsætte. 

Men det er den fynske kandidat fra partiet ikke helt enig i. 

- Vi er jo lige nogle kandidater, der skal mødes og snakke om, hvad vi egentlig skal gøre nu, inden vi siger, hvad partiets fremtid er, siger Gert Dyrn, der er den eneste kandidat for partiet Klaus Riskær Pedersen på Fyn. 

- Nu er Klaus jo trådt ud og stopper, men vi skal jo lige finde ud af, hvad der så skal ske. 

Parti eller idebank?

Den fynske kandidat, der til dagligt arbejder som forsvarsadvokat, er ikke afvisende over for, at partiet fortsat skal eksisterer, men han tror nu alligevel, at en anden mulighed er mere sandsynlig. 

- Om vi ender med at skulle bidrage til ideudviklingen i forhold til de andre partier, eller vi fortsat er et parti, er ikke sikkert. Men ideudviklingen er nok mere til at forestille sig, fortæller Gert Dyrn til TV 2/Fyn. 

quote Kom vi ikke ind i Folketinget, så kom vi i det mindste her til. Så jeg er egentlig godt tilfreds.

Gert Dyrn, folketingskandidat, Klaus Riskær Pedersen

Ingen pauseklovne

Der er ikke meget nedtur at spore i Gert Dyrns stemme, da TV 2/Fyn snakker med ham torsdag morgen - dagen efter valget. 

- Det er jo nemt nok at være nede, men hvis man vender den om, så er vi lykkedes med at stampe 15 ukendte personer op fra bunden, der så har haft muligheden for at komme med deres ideer. Og det er da ret godt gået, siger han og fortsætter:

- Kom vi ikke ind i Folketinget, så kom vi i det mindste her til. Så jeg er egentlig godt tilfreds.

Han er dog ikke i tvivl om, at hvis partiet havde haft lidt længere tid og nogle mere kendte ansigter på valgplakaterne, så ville resultatet have set væsentlig anderledes ud. 

Var det overhovedet serøst at tro, at et så nyt parti kunne blive valgt ind?

Gu' er det seriøst, svarer den fynske kandidat. 

- Vi er ikke pauseklovne, og vi er heller ikke blevet behandlet sådan. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt