Sundhedsreform møder kritik: - Der skal være kort til hospitalet

Der er delte meninger om regeringens og DF's sundhedsreform. Den bliver kritiseret for centralisering af Socialdemokratiet og Kristendemokraterne.

Hvad skal der ske med sundhedsvæsnet?

Det spørgsmål skulle fem folketingskandidater debattere, da TV 2/Fyn torsdag inviterede til debatmøde på Glamsbjerg Campus.

Rundt om bordet står Mai Mercado fra Konservative, Martin L. Christensen fra Stram Kurs, Klaus Kroll fra Nye Borgerlige, Trine Bramsen fra Socialdemokratiet og Michael Jensen fra Kristendemokraterne. 

quote Danmark er for lille til at have fem forskellige akutberedskaber, elektroniske patientjournaler og lægevagtsordninger. Det giver rigtig god mening at centralisere nogle ting

Mai Mercado, folketingskandidat, Konservative

Mai Mercado fra Konservative har sammen med resten af regeringen og DF forhandlet den såkaldte sundhedsreform på plads. Det betyder blandt andet, at de fem regioner skal nedlægges. 

Det giver Socialdemokratiets Trine Bramsen ikke meget for. Hun frygter, at reformen giver mindre demokrati. 

- Vi vil gerne sikre god behandling. Det er derfor, at det er så vigtigt, at vi har demokratisk valgte repræsentanter fra alle dele af Danmark, som kan være med til at beslutte, at der skal være kort til hospitalet, lyder det fra partiets kandidat under debatten. 

Kritik fra de borgerlige

Ifølge Mai Mercado er der er en række fordele ved sundhedsreformen. 

- Danmark er for lille til at have fem forskellige akutberedskaber, elektroniske patientjournaler og lægevagtsordninger. Det giver rigtig god mening at centralisere nogle ting, forklarer hun og tilføjer:

- Jeg vil hellere have en læge tæt på end en politiker.

quote Vi har overbelægning i det danske sundhedsvæsen på grund af udlændinge

Martin L. Christensen, Stram Kurs

Det er ikke kun Socialdemokratiet, der er skeptisk over for sundhedsreformen. Også Kristendemokraternes Michael Jensen melder sin skepsis. 

- Hele centraliseringstanken med én bestyrelse, der skal bestemme over sygehuse i Svendborg, Nyborg og på Ærø, den er vi lodret imod, understreger han. 

Sundhedsreformen møder også kritik fra Nye Borgerliges Klaus Kroll. 

- Sundhedsreformen kommer ikke nærmere nogen løsning. Vi skal sørge for at få fagligheden ud, så det bliver borgernært, forklarer han.

Se runde 2 om sundhedsvæsenet fra debatmødet i Glamsbjerg.

Stram Kurs: Vi har ikke nogen holdning til sundhedsreformen

Også partiet Stram Kurs markerede sig i debatten. Partiet var repræsenteret ved Martin L. Christensen, der på valgkampens første dag blev præsenteret som partiets fynske kandidat. 

Hvad tænker Stram Kurs om sundhedsreformen?

- Stram Kurs er et meget nyt parti. Vi har ikke noget udspil på det her område og har ikke taget endelig stilling, forklarer han. 

Så vælgerne ved ikke, hvad de får, hvis de stemmer på Stram Kurs?

- Man får et parti, der vil begrænse alle de andre partier, når de vil bruge penge på udlændinge, siger han og tilføjer:

- Vi har overbelægning i det danske sundhedsvæsen på grund af udenlændinge, mener han. 

Torsdagens debatmøde var det første af seks store debatter, som TV 2/Fyn arrangerer frem mod valget 5. juni. Næste valgmøde bliver på Tietgen Handelsgymnasium tirsdag 14. maj. Læs mere her.