Trængt fynsk borgmester skeptisk over for velfærdslov: - Vi er ved at blive kvalt

Der er delte meninger i de fynske kommuner om Socialdemokratiets såkaldte velfærdslov.

Socialdemokratiet præsenterede mandag sit forslag til at sikre flere penge til trængte kommuner. Den såkaldte velfærdslov skal garantere, at den offentlige økonomi følger den demografiske udvikling.

Med andre ord skal der flere penge til de kommuner, hvor der kommer flere børn og ældre, eksempelvis Assens Kommune. Det er et skridt i den rigtige retning, mener Assens’ Kommune borgmester, Søren Steen Andersen (V).

- Alt, der adresserer fremtidens udfordringer, er selvfølgelig velkomne, siger Søren Steen Andersen, der dog samtidig siger, at Socialdemokratiets forslag ikke er godt nok.

Ifølge en rapport fra kommunesamarbejdet Rimelig Udligning går Assens Kommune glip af 167 millioner kroner på grund af en for skæv udligning mellem kommunerne.

- Der er nødt til at blive gjort op med, at der er en geografisk udligningsproblematik i Danmark, der også er værd at give opmærksomhed. Den havde jeg gerne set i socialdemokraternes udspil, fordi det er afgørende nødvendigt, at meget kort efter valget - uanset udfaldet - sætter de største partier sig sammen og kigger hinanden dybt i øjne og siger: Vi er nødt til at løse det, fordi vi er ved at kvæle kommunerne nogle steder, heriblandt Assens, siger byens borgmester.

Folketingskandidaterne Alexander Grandt (S) og Erling Bonnesen (V) diskuterede velfærdsloven i studiet på TV 2/Fyn. 

Kertemindes borgmester: Vi holder bare status quo

I Kerteminde er der også delte meninger om Socialdemokratiets udspil.

- Vi er altid glade for, at der er nogle, der kommer og siger, at der skal følge penge med demografien, så vi kan holde status quo. Det er det, der er i det her: status quo, siger Kasper Ejsing Olesen (S).

Man er nødt til at gentænke måden, man udligner på, hvis man skal udligne forskellen mellem rige og fattige kommuner, mener Kertemindes borgmester.

Se tv-indslaget om de fynske reaktioner på Socialdemokratiets udspil. 
Fotograf: Morten Grundholm

Oversigt

    Oversigt