Valgdebat på gymnasium møder kritik: Fire partier var ikke inviteret

En valgdebat på Mulernes Legatskole havde set bort fra de fire nyopstillede partier. Deltagerne var de ni partier, der allerede er i Folketinget.

Mandag var der valgdebat på gymnasiet Mulernes Legatskole i Odense.

Her var de ni folketingspartier repræsenteret, mens de fire nyopstillede, stemmeberettigede partier, Nye Borgerlige, Stram Kurs, Kristendemokraterne og Klaus Riskær Pedersen, ikke var på gæstelisten.

Den manglende invitation ser man ikke med positive øjne på hos Kristendemokraterne, men det er ikke et enestående tilfælde hos partiet.

- Jeg har ingen forståelse for, at det kun er de ni partier i Folketinget, der er inviteret. Det giver ikke det fulde billede af de partier, der stiller op til valget, fortæller presseansvarlig hos Kristendemokraterne Anne Grønlund til TV 2/Fyn.

Mulernes Legatskole fik tilbuddet fra en af de deltagende kandidater nemlig Stine Helles fra Alternativet. Ifølge hende skyldes udeladelsen af de fire partier praktiske årsager.

- Vi havde en debatgruppe, som blev oprettet, før nogle af de her partier blev opstillingsberettigede. Jeg samlede den gruppe af partier, der var i Folketinget, og så måtte skolen selv kontakte de andre partier, hvis de var interesseret. De var ikke en del af mit netværk, lyder det fra Stine Helles.

- Lytter til eleverne

Under debatten var emnerne klima, uddannelse og ghettoplan på dagsordenen med elevrådsformand Ibrahim El-Hassan som ordstyrer. Han er en af arrangørerne bag dagens debat. Ifølge elevrådsformanden er de partier, der deltog, inviteret ud fra elevernes ønske.

- Grunden til, at vi har valgt de her partier, har været for at få en bred vifte af holdninger og for at repræsentere de elever, vi har, siger Ibrahim El-Hassan.

Tror du ikke, at de andre partier kunne have noget at sige?

- De andre ville også kunne bidrage til den her debat, men vi har valgt at prioritere eleverne højst, og hvilke interesser de havde, og de her partier og deres holdninger faldt i hænder hos eleverne, fortsætter han.

TV 2/Fyn snakkede med nogle af eleverne på Mulernes Legatskole, og de savnede ikke nogen af de fire partier, som ikke var på gæstelisten.

- Jeg føler, de partier, der var med i dag, repræsenterer de unge her på gymnasiet. Jeg har været glad for, at de andre ikke har været her. Jeg vil gerne lukke ørene af for dem, fordi de fylder meget på de sociale medier, fortæller Sabrin Achmed, som skal stemme for første gang til folketingsvalget.

Stine Helles fra Alternativet har samlet holdet af partier til debatten på gymnasiet. 
Fotograf: Kasper Marquardtsen

Udemokratisk debat

Hos Kristendemokraterne mener Anne Grønlund, at dagens debat på Mulernes Legatskole skaber en ”udemokratisk debat”, når alle partier ikke bliver hørt. Den kritik er rektor på gymnasiet Torben Jakobsen ikke enig i.

- Der er masser af andre muligheder for at møde de andre partier. Eleverne er kvikke og skal nok søge information andre steder, hvis de har behov for det.

Oversigt

    Oversigt