Valgkamp på japansk: - Dejligt at tale uden at blive afbrudt

Tal om din egen politik og ikke andet. Det var målet, da 11 fynske folketingskandidater onsdag aften mødtes til en japansk inspireret Pecha Kucha aften.

11 fynske folketingskandidater mødtes onsdag aften på Kammerateriet i Svendborg til en anderledes politiske debat.

Pecha Kucha betyder snik-snak på japansk, og valgmødet var bygget op omkring, at de 11 paneldeltager hver havde medbragt 20 billeder, som de måtte tale om i 20 sekunder hver.

- Det kan tage noget af stivheden. Klassiske paneldebatter er ofte angreb og forsvar på hinandens politik, men det her er lidt mere nuanceret og mere ærligt, når man får lov at tale om sin egen politik og sig selv, lød det fra paneldeltager Rasmus Peter Henriksen, der er folketingskandidat for SF på Fyn.

Med de 20 billeder fik hver folketingskandidat en sammenlagt taletid på seks minutter og 40 sekunder. Det var forbudt at afbryde og tale om andre partiers politik - til stor glæde for både de 70 publikummer på Kammerateriet og for folketingskandidaterne selv.us pet

- Jeg har aldrig prøvet det før, men det er spændende og godt. Det her med at vi får lejlighed til at præsentere tyve ting fra vores politik uden at blive forstyrret og får lov at tale ud, det kan jeg skidegodt lide, siger Michael Jensen fra KristenDemokraterne.

 
Fotograf: Jonas Bertelsen

Erling Bonnesen fra Venstre fortalte gennem billeder om sin tilknytning til Fyn, sin uddannelse, naturen og viste blandt andet billeder fra den fynske natur og sine cykelture. 

- Fyn er fin, og det er et dejligt område, og det synes jeg, at dette billede er med til at understrege, lød det fra Bonnesen, mens han viste billeder af det fynske landskab.

Det er anden gang, at der er Pecha Kucha-aften på Fyn.

- Det her er et vælgermøde, hvor der kommer mange, som ikke har besluttet, hvad de vil stemme på. Og de lokale kandidater får en helt anden mulighed for at fortælle, hvem de er og hvad de står for, siger Mai-Britt Schultz, der er arrangør af Pechu Kucha.

Oversigt

    Oversigt