Venstre-mand på tynd is: Lover penge, som ikke findes

Fredag sagde Venstres folketingspolitiker Erling Bonnesen på live-tv, at de små jordforureninger ville få flere penge. TV 2/Fyn har faktatjekket påstanden, som der ikke er dokumentation for.

Fredag kom Erling Bonnesen på tynd is, da han sagde mere, end der var belæg for.

TV 2/Fyn havde folketingspolitikerne Erik Christensen (S) og Erling Bonnesen (V) i studiet for at diskutere opgaverne om jordforureninger, hvis disse overgår til staten.

quote Når vi så får ryddet op på de meget store, som vi selvfølgelig tager først, så kommer der nogle flere penge

Erling Bonnesen (V)

Men det lykkedes dem ikke at blive enige om, at staten kan magte opgaven. Faktisk var folketingspolitikerne slet ikke enige om fakta.

Jordforurening i Region Syddanmark

Region Syddanmark har ikke penge nok til at tage sig af samtlige knap11.000 forureninger og mulige forureninger i regionen, mener Jørn Lehmann Petersen, der formand for miljøudvalget i Region Syddanmark.
Fotograf: Sara Fuglsig

- Der skal flere penge til. Vi nedlægger regionerne og sparer nogle penge på det. Så starter vi med de store forureninger som Grindsted og Høfde 42, og så kan vi komme videre med mindre forureninger, siger Erling Bonnesen (V).

Erik Christensen (S) irettesætter herefter Erling Bonnesen:

- Regeringen flytter 50 millioner kroner fra jordforureninger over til det, der hedder generationsforureninger (Høfde 42, også kendt som forureningen ved Harboøre Tange, red), siger Erik Christensen.

Og det benægter Erling Bonnesen:

- Vi tager ikke noget væk fra de andre. Hvis vi sparer flere penge, så har vi noget, vi kan lægge oveni. Når vi så får ryddet op på de meget store, som vi selvfølgelig tager først, så kommer der nogle flere penge, sagde han.

Det fremgår dog ikke af aftalen. I aftalen står der:

”Opgaven med at forebygge og forhindre skadelige virkninger fra jordforurening skal styrkes. Derfor overtager staten regionernes nuværende opgaver på jordforureningsområdet. Med ændringen øges indsatsen mod de allerstørste og mest komplekse jordforureninger.”

"Samlet prioriteres der dermed 600 mio. kr. til de mest komplekse jordforureninger. Den danske viden som opbygges ved ovenstående indsatser vil bidrage til, at danske virksomheder kan hjælpe med at håndtere forureninger i resten af verden."

I aftalen står der ikke noget om de mindre forureninger, men der er sat fokus på de store.

Du kan læse aftalen her.

Redaktionen har været i kontakt med Erling Bonnesen, der fortæller, at han ikke har nogen rettelser til interviewet. Erling Bonnesen pointerer, at de også sætter fokus på de mindre forureninger.

Redaktionen har bedt om dokumentation for, at der kommer flere penge til de mindre forureninger og afventer stadig svar.

Regeringens og DF's aftale om jordforurening

Hvis du ejer en forurenet grund, har du meget på spil ved næste folketingsvalg. Der er nemlig stor forskel på hvordan de to politiske blokke vil tackle oprensning af forureninger.

 

Oversigt

    Oversigt