Venstreprofiler bakker op om Lars Løkke-forslag: Det rigtige for Danmark

Både Erling Bonnesen og Lars Chr. Lilleholt bakker 100 procent op om statsminister Lars Løkke Rasmussens forslag om at lave en regering med et flertal henover midten.

Det eneste rigtige for Danmark er en regering med Socialdemokratiet og Venstre henover midten af dansk politik.

Det var den lidt uventede udmelding fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i tirsdags, dagen før valget.

På valgaftenen holdt den afgående statsminister fast i ideen, der efter en periode med absolut tavshed fra baglandet nu får opbakning fra flere af partiets prominente navne.

- Det var for Danmark den rigtige melding. For det borgerlige Danmark var det den rigtige melding. Med udsigten til det valg, vi stod overfor, der er det eneste rigtige en regering henover midten. Det er det bedste for Danmark, det bedste for dansk økonomi. Det er det bedste i forhold til en fortsat stram udlændingepolitik og i forhold til at sikre fortsat vækst i Danmark, siger Lars Chr. Lilleholt.

 

Bedste løsning

Fynske Lars Chr. Lilleholt tilskriver endda udmeldingen en væsentlig del af æren for det fine valgresultat for Venstre, der både vandt og tabte valget onsdag.

Partiet fik et flot valg og mistede samtidig regeringsmagten.

- Der er ingen tvivl om, at når Venstre går frem, så er det ikke mindst Lars Løkke Rasmussens meldinger i de seneste dage om en regering henover midten – og jeg håber jo stadigvæk på, at det er der, vi kommer til at ende. For at lade sig styre af yderfløjene... det skal ikke være Enhedslisten eller Nye Borgerlige, der skal bestemme, hvad der skal ske i Danmark, siger Lars Chr. Lilleholt.

Også Erling Bonnesen ser en løsning over midten af dansk politik som den bedste løsning.

- Nu er der et såkaldt rødt flertal, og som vi allerede ved, så går stafetten over til Mette Frederiksen i første omgang. Men vi er klar og har arbejdstøjet på og er klar til at knokle videre ud fra de positioner, vi nu kan indtage, siger en altid beredt Erling Bonnesen.

Se interview med Erling Bonnesen.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt