Breivik droppede fascist-hilsen

Anders Breivik gentog ikke sin særprægede ´ridderhilsen´, da han torsdag fik sine håndjern af og tog plads i sal 250 i Oslo Byret. Den højreekstreme nordmand har ellers gjort det til et slags varemærke at banke sig selv på brystkassen med knyttet næve og strække armen frem hver eneste dag, når retsdagene er startet. Men ikke i dag. Det lader til at være Breiviks ledende forsvarsadvokat, Geir Lippestad, som har talt sin klient fra at gentage den højremilitante gestus. De to mænd havde i hvert fald en kort samtale sammen i retssalen omkring klokken 9, hvor det så ud til, at Lippestad var formanende over for Breivik, der til gengæld så irriteret ud. Pårørende til dødsofrene efter Utøya-massakren og bombeangrebet i Oslo har udtrykt harme og provokation over Breiviks armhilsen, som de opfatter som voldsomt stødende.