Hård dag forude i Breivik-sag

Det ventes at blive endnu en barsk dag for de pårørende og efterladte, når den terrortiltalte Anders Behring Breivik i Tingretten i Oslo fortsætter sin forklaring om, hvad der skete på Utøya 22. juli sidste år. Retten er blevet sat igen klokken 09. Breivik er mødt frem i mørkt jakkesæt, hvid skjorte og mørkt slips. Han undlod også ved åbningen af dagens retsmøde at foretage sin højreekstreme hilsen, som han er blevet kraftigt kritiseret for tidligere. Anklagemyndigheden ventes i dag at blive færdig med afhøringen af Breivik om, hvad han gjorde og tænkte, da han var på Utøya 22. juli. Derefter åbnes der for, at forsvarerne, bistandsadvokaterne, de sagkyndige og dommerne kan stille spørgsmål. Efter planen skal anklagemyndigheden derefter stille Breivik spørgsmål om tiden efter pågribelsen.