Kommunistleder i Kina: Korruption smadrer os

Kommunistpartiets 18. partikongres er indledt - inden for en uge får Kina ny præsident og premierminister. Korruption i Kinas regerende kommunistparti skal straffes hårdt - uanset om det finder sted på laveste eller højeste niveau. Det fastslår den afgående præsident, Hu Jintao, fra talerstolen til partikongressen i Beijing, hvor etpartistaten udråber sine nye topledere i et større tronskifte. I sin åbningstale advarede Hu Jintao sine mere end 2000 håndplukkede partifæller til kongressen om at slå hårdt ned på korruption, der ellers truer med at ødelægge kommunistpartiet, lyder det. - Hvis vi fejler med at håndtere dette emne (korruption, red.) på en god måde, så kan det blive fatalt for partiet og endda føre til partiets kollaps og statens fald, siger han.