Tyfon kaster med bil

En amatørvideo fra en amerikansk flådebase på øen Okinawa viser styrken af en tyfon, der i øjeblikket fejer gennem Japan. Tyfonen griber fat i en bil på en parkeringsplads, kaster den rundt og sender den op i luften, mens bilen drejer rundt om sin egen akse. Den kraftige tyfon har lammet store dele af det sydlige og vestlige Japan. Der er målt vindhastigheder på op til 126 kilometer i timen, da tyfonen fejede gennem det centrale Japan. Titusindvis er uden elektricitet. 145 mennesker er kommet til skade i det sydlige og vestlige Japan. Tyfonen ventes at ramme det nordlige Japan tidligt mandag og derefter begiver tyfonen sig ud i Stillehavet.