Fodbold og fadbamser: VM har været en kundemagnet

Den sidste måneds VM-bold har lokket utrolig mange fynboer ud til storskærmsarrangementer - til stor glæde for de odenseanske spisesteder og værtshuse.

Man skal ikke have set mange minutter af en fodboldkamp, før man finder ud af, at 90 minutters løben efter en bold udefra bedst nydes med et glas iskold humle. 

Det mærker de odenseanske caféer og barer også efter én måned med VM i fodbold. Et mesterskab der er blevet spillet i Rusland. Men de fleste kampe er blevet vist på storskærme rundt omkring.

- Det har været langt over forventning, og vi har en enkelt dag måtte kapitulere lidt, fordi vi var løbet to i et par af ølhanerne, siger Bjørn Hentze, Direktør hos Storms Pakhus, som derfor også kan konstatere en stigning i omsætningen. 

- Jeg synes godt, vi kan mærke en 20-30 procent i omsætningen. Det tør jeg godt sige. 

Plus på bundlinjen 

Danmarks fire kampe er alle blevet vist i blandt andet Storms Pakhus på havnen i Odense, Arkaden Foodmarket midt i byen og på flere værtshuse.

Men også andre kampe fra mesterskabet er blevet vist, og de mange kampe har i den grad haft betydning for optællingen af kasseapperatet ved lukketid. 

- Der har været mange flere mennesker end normalt. Vi har selvfølgelig kunne mærke en stigning i vores omsætning, og det har vores boder også, siger Martin Jensen, daglig leder Arkaden. 

Standard er sommerstilhed 

Når der skal gøres status for den seneste måned på baren Kick Off i Overgade i Odense, vil det være med to linjer under 'godkendt sommer'. 

Sommeren er normalt såkaldt lavsæson for sportsbaren, fordi der er pause i de mange forskellige fodboldligaer rundt om i verden. 

- Vi ville normalt ikke have noget at lave på det her tidspunkt. Min højsæson ligger fra Premiere League starter, til vi rammer Champions League-finalen. Men nu har vi haft noget at lave en hel måned, siger Flemming Berg Jensen, der er ejer Kick Off.

Selvom danskerne forlængst sparkede sig ud af VM - faktisk mod VM-finalens ene modstander, Kroatien, bliver VM-finalen også vist på storskærm på Kick Off, hvor der forventes fuldt hus og heppende fodboldfans. 

- En finale trækker altid folk til. Det er lige meget, hvem der spiller, fordi finaler vil folk gerne se, siger Flemming Berg Jensen. 

 

Oversigt

    Oversigt