Hætteklædt mand stadig på fri fod efter røveriforsøg

Manden, der tirsdag aften forsøgte at begå røveri i Assens, er stadig på fri fod. Fyns Politi har fået et par henvendelser, men hører gerne fra flere.

Fyns Politi leder stadig efter manden, der tirsdag aften forsøgte at begå røveri mod en Netto i Østergade i Assens. 

- Vi har fået et par henvendelser, som vi vil undersøge nærmere i løbet af de næste timer. Men vi har ikke fået det gyldne ord endnu, fortæller Hans Jørgen Larsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Vi hører meget gerne fra flere, der muligvis har set noget, eller som kan genkende manden på billedet. 

Seneste nyt i sagen
Clock23. maj 2018, kl. 16:36
Lars Fredensborg, vagtchef ved Fyns Politi, oplyser onsdag eftermiddag, at røveren endnu ikke er anholdt, men at man fortsat efterforsker henvendelser fra borgerne. Oplysninger i sagen på telefon 114.

Ifølge vagtchefen har Fyns Politi en lille formodning om, hvem manden bag røveriforsøget kan være.

Kunder skræmte mulig røver

Manden, som Fyns Politi fortsat leder efter, forsøgte tirsdag aften kort før klokken 19.14 at begå røveri mod en Netto i Assens. Han opgav dog sit forehavende - formentlig fordi der kom kunder ind i butikken.

Manden havde højst sandsynligt opholdt sig i butikken, indtil der ikke var andre kunder end ham. 

Her gik han til kassen, hvor han trak en kniv, men opgav derefter meget hurtigt sit forehavende og stak af fra stedet. 

quote Vi hører meget gerne fra flere, der muligvis har set noget, eller som kan genkende manden på billedet

Hans Jørgen Larsen, vagtchef ved Fyns Politi

Fanget på kamera

Manden blev inden røveriforsøget i Netto fanget af den nærliggende Rema 1000's overvågningskamera, hvor han ligesom i Netto også havde opholdt sig i et stykke tid. 

Han skønnes at være mellem 15 og 20 år. Han var iført mørke korte bukser, lys grå hættetrøje, mørke strømper og mørke sko af mærket Adidas.

Derudover beskrives han som værende mellem 185 og 190 centimeter høj. Fyns Politi har en formodning om, at manden er en lokal fynbo. 

Oversigt

    Oversigt