Løsning på vej i toilet-strid

Der er nu en mulig løsning på vej i toilet-striden mellem butikkerne og Assens Kommune.

I slutningen af oktober pyntede Handelsstandsforeningen i Assens gaderne med toiletter, i protest over, at Assens Kommune har valgt at vinterlukke fire offentlige toiletter.

Vi har fået nok

- Vi har fået nok. Først sparede man julebelysningen væk, og nu toiletterne, sagde formanden for handelsstandsforeningen Henrik Lund Nim i den anledning.

Happeningen kom, fordi kommunen har valgt at lukke de fire offentlige toiletter i vinterperioden for at spare 200.000 kroner.

Kommunen beder i stedet trængende om at bruge toiletterne i gågadens butikker.

Tilbyder to toiletter

Tobaksgården i Assens har fulgt debatten om de offentlige toilettet, og tilbyder nu at stille to toiletter til rådighed døgnet og året rundt.

- Det er trist at kommunen lukker de offentlige toilettet i en købstad som Assens halvdelen af året. Det kan vi ikke være bekendt at tilbyde de turister og brogere, der kommer til byen, siger formanden for Tobaksgården til Fyens Stiftstidende.

Ideen falder i god jord hos Handelsstandsforeningen i Assens.

- Vi er glade for den løsning, for Tobaksgården ligger centralt midt på Østergade, siger formanden for handelsstandsforeningen Henrik Lund Nim til avisen.

Oversigt

    Oversigt