Fælles front mod Baltic Pipe: Lodsejere, aktivister og bedsteforældre gør klar til demonstration

Om præcis et år begynder den fynske del af anlægsarbejdet på gasrørledningen Baltic Pipe. Men den kommer ikke i jorden på Fyn uden protester. Lørdag er der demonstration i Odense.

Næste år begynder den fynske del af arbejdet med at anlægge gasrørledningen Baltic Pipe. Den skal forsyne Polen med naturgas fra Norge.

Men Baltic Pipe kommer ikke i jorden på Fyn uden protester.

quote ​​Det er nyt for os at skulle hen og binde lagner på en halmballe for at gøre opmærksom på os selv

Flemming Broholm Hansen

I Rønninge har Flemming Broholm Hansen og Jesper Sanden brugt de seneste dage på at gøre en traktor klar til demonstration på Flakhaven i Odense lørdag formiddag.

- Det er jo nyt for os at skulle hen og binde lagner på en halmballe for at gøre opmærksom på os selv, siger Flemming Broholm Hansen.

Har ikke haft mulighed for at sige fra

Men han gør det, fordi han mener, at beslutningen om Baltic Pipe er truffet uden en ordentlig forudgående dialog.

- Vi vil gerne demonstrere mod det her projekt, som er blevet trukket ned over ørerne på os. Vi føler ikke rigtig, at vi har haft nogen indflydelse på at sige fra. Det er bare at tage imod det, der kommer, siger Flemming Broholm Hansen, der ejer Rønninge Aagaard. 

Synspunktet er Jesper Sanden enig i. Han er lodsejer i Davinde, der ligger tæt på Flemming Broholm Hansen i Rønninge.

- Når det drejer sig om så stort et projekt, så er det lige godt meget, at der ikke har været en lille demokratisk dialog. Det ville man jo gøre ved alle andre større projekter, lyder det fra Jesper Sanden.

Demonstrationen lørdag formiddag er arrangeret af en broget skare af blandt andre bedsteforældre, landmænd og klimaaktivister.

- Vi har ikke fattet alvoren

Maja Parsberg Madsen, der er aktivist i den internationale klimaaktivistgruppe Extinction Rebellions afdeling i Odense, er en af talerne til demonstrationen lørdag formiddag. 

Hendes protest mod Baltic Pipe bunder i et ønske om at passe på klimaet.

- Når sådan noget som Baltic Pipe bliver bygget, så er det for mig et tegn på, at vi overhovedet ikke har fattet, hvor alvorlig en situation vi er i, siger Maja Parsberg Madsen.

For Flemming Broholm Hansen og Jesper Sanden er det første gang nogensinde, at de deltager i en demonstration.

Maja Parsberg Madsen har ikke tal på, hvor mange demonstrationer hun har været med til. 

- Det er mange, konstaterer hun. 

Håber at kunne stoppe Baltic Pipe

Lørdag formiddag føjer hun endnu en til demo til listen. Og de to lodsejere deltager altså i deres første. 

Men de gør det med et fælles mål og ønske: 

- Det er at få det stoppet, siger Maja Parsberg Madsen. 

- Det allerbedste ville være at stoppe det der projekt, fordi det er et tåbeligt, håbløst projekt, siger Jesper Sanden. 

Se hele indslaget: Fynboer gør klar til protest mod Baltic Pipe

 

Oversigt

    Oversigt