Groft hærværk mod klubhus - igen

Faaborg Tennisklubs klubhus blev natten til onsdag udsat for omfattende hærværk for femte gang henover sommeren.

 
 

De ukendte gerningsmænd har denne gang slået hul i en toiletdør, knust en rude til toilettet og tre brusere i omklædningsrum blev revet ned af væggen, ligesom et bruseforhæng i herre-og dameomklædning blev revet ned.

En ventilationslem er fjernet, et autolakeret bord beskadiget med brændemærker, en ny køkkenbordplade er beskadiget, en lampe revet ned, computer smidt på gulvet, reklameskilt udenfor revet ned fra væg og ødelagt.

Derudover efterlod gerningsmændene sig flasker og dåser som om de har holdt fest.

- Det lignede, at de har holdt en 18-års fødselsdag, siger næstformand i Faaborg Tennisklub, Ole Tørslev Jensen.

Han tilføjer, at klubhuset fremover vil blive låst af om natten i håb om, at det hjælper, selvom erfaringerne ikke er gode.

- Vi har før låst dørene, men den gang skaffede nogen sig alligevel adgang ved at smadre døren, siger han.

Fyns Politi håber, at nogen har set eller hørt noget og modtager gerne henvendelser på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt