Abild jubler: Vækstplan skaber liv på landet

Regeringens vækstplan sætter fokus på at skabe liv og beskæftigelse i Udkantsdanmark. Fynsk landsby-formand jubler.

Nedrivning af forladte huse på landet, brobyggeri på Lolland-Falster, bedre bredbåndsdækning på Bornholm og øget kystbeskyttelse.

Det er blandt de projekter i regeringens vækstplan, som skal give en hjælpende hånd til landdistrikterne - også kendt som Udkantsdanmark.

Regeringen vil blandt andet genindføre en særlig nedrivningspulje, der støtter nedrivning og istandsættelse af dårlige boliger på landet.

- Det vil sikre betydelig bedre muligheder for at imødegå de problemer, som faldefærdige huse indebærer, og bidrage til en helhedsorienteret og fremadrettet indsats. Hermed skabes rammerne for omstilling og udvikling i de danske landdistrikter, lyder det i vækstplanen.

- Virkelig godt nyt

Som en del af vækstplanen afsættes der 200 millioner kroner årligt i 2014 og 2015 til nedrivningspuljen.

Regeringen vil også gøre det nemmere at få tilladelse til at anvende en helårsbolig som en fritidsbolig.

Formanden for foreningen Landsbyerne i Danmark, Carsten Abild, kalder det for "virkelig godt nyt" for landsbysamfundene.

- Det er alletiders måde at få stoppet antallet af ruiner og få boligerne sat i stand, siger han.

Regeringen vil samtidig træde til for at understøtte beskæftigelsen på Lolland-Falster, der er særligt hårdt ramt af arbejdsløshed.

Det skal ske ved at fremrykke investeringer på 1,1 milliard kroner til etableringen af Femern Bælt-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland.

Allerede i år og næste år skal der sættes skub i produktionen af tunnelelementer og arbejdet med at forhøje en række broer på Lolland og Falster i tilknytning til jernbanestrækningen mellem Ringsted og Rødby.

De 1,1 milliarder kroner skulle oprindeligt have været brugt i 2015-2016, men bliver altså nu fremrykket.

Også bornholmerne kan se frem til en håndsrækning fra regeringen, der vil bruge 30 millioner kroner årligt i 2014 og 2015 på at sikre en bedre bredbåndsdækning.

Derudover vil regeringen afsætte 100 millioner kroner årligt til kystbeskyttelse og oprensning langs den jyske vestkyst.

Borgerne i udkanten kan også få gavn af, at regeringen vil genoplive boligjobordningen, der giver mulighed for at trække udgifter til blandt andet håndværkerarbejde og rengøring i hjemmet fra i skat.

Når boligjobordningen udløber med udgangen af 2014, står regeringen klar med en pulje på 600 millioner kroner i 2015 og 800 millioner kroner fra 2017, som skal understøtte vækst og beskæftigelse.

Oversigt

    Oversigt