Billetsalget halter før landskamp

Ikke engang halvdelen af billetterne til landsholdets venskabskamp mod Slovakiet er blevet afsat endnu.

Indtil videre ser det ud til, at det danske fodboldlandshold kommer til at spille for halvtomme tribuner, når det onsdag møder Slovakiet i en venskabskamp.

Mandag klokken 12.30 var der kun solgt 7033 billetter til kampen, der bliver spillet på den alternative hjemmebane i Odense, Tre-For Park.

Og med et stadion, der kan huse mere end 15.000 tilskuere, er der rigeligt med billetter tilbage endnu.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

Også i landsholdets seneste venskabskamp, der blev spillet mod Australien i Parken i starten af juli, stod det sløjt til med billetsalget. Her var i alt 15.888 på tribunerne, da danskerne vandt 2-0, selvom Parken kan huse omkring 38.000 tilskuere.

Kampen mod Slovakiet er den første, efter at landsholdet spillede sommerens EM-slutrunde, og det er samtidig den sidste, inden VM-kvalifikationen går i gang i starten af september. Her møder Danmark det tjekkiske mandskab.

Det sker på hjemmebane i Parken den 8. september, og til den kamp var der ifølge DBU afsat 15.739 billetter allerede i juli.

Oversigt

    Oversigt