Mændene har siddet varetægtsfængslet siden maj og juni i år, mens politiet har efterforsket de mange røverier.
Fredag blev den 18-årige dømt for et gaderøveri, to røverier mod Rema 1000 og et røveri mod Fakta, mens den 20-årige blev kendt skyldig i at have begået i alt fire røverier - heraf de to sammen med den 18-årige dømte.
Den 20-årige blev frifundet for to andre røverier mod butikker samt en tiltale for grov vold.
Begge mænd blev idømt to et halvt års fængsel. Udover fængselsstraffen blev den 20-årige betinget udvist, hvilket betyder, at han skal forlade landet, hvis han begår lignende kriminalitet igen.
Den 18-årige indrømmede ét forhold, men nægtede derudover at udtale sig i retten. Den 20-årige nægtede alle forhold og udtalte sig ikke i retten.
De to blev fældet af DNA-spor og efter at være blevet pågrebet nær et af gerningsstederne.
Mændene modtog dommen og er fortsat varetægtsfængslet.