Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier slår sig sammen i et stort fælles selskab med samlet 1325 medarbejdere.
Den nye virksomhed får navnet Jysk Fynske Medier og bliver den næststørste bladkoncern herhjemme efter JP/Politikens Hus.
Omsætningen i det første år ventes at blive 1,6 milliarder kroner. Det samlede dagbladsoplag bliver 135.000.
Direktionen får base i Vejle og består af administrerende direktør Jesper Rosener, viceadministrerende direktør Alex Pedersen, økonomidirektør Peter Ringtved og koordinerende chefredaktør Per Westergård.
Jysk Fynske Medier tæller seks dagblade:
* JydskeVestkysten (49.699)
* Fyens Stiftstidende (47.691)
* Fyns Amts Avis (12.327)
* Vejle Amts Folkeblad (10.966)
* Horsens Folkeblad (10.706)
* Fredericia Dagblad (3344)
De seks dagblades samlede læsertal på hverdage i 1. halvår 2014: 404.000.
Ugeaviser: 46 titler med et samlet oplag på mere end 1,1 mio.
Lokalradioer: Radio VLR, Radio Klubben, Radio S-FM og skala.fm med flere end 700.000 ugentlige lyttere.
Digitale medier: fyens.dk, mitfyn.dk, jv.dk, vafo.dk, hsfo.dk, frdb.dk og en række kommercielle sites.
Brugertal på redaktionelle sites i juli 2014: 418.473. Sidevisninger: 21,7 millioner.
Distributionsselskaber: Fyns Distribution, Jyske Mediers Distribution, Tryksagsomdelingen Fyn (50 procent) og Dansk Avis Omdeling (50 procent).
I øvrigt: Flere grafiske virksomheder, trykkeri, bogtrykkeri, vejvisere og datterselskaber blandt andet inden for produktion af software og applikationer til mobiltelefoner.
Hertil ejerandele i blandet andet gul&gratis.dk (50 procent), Ugeavisen Esbjerg (50 procent) og Billund Ugeavis (50 procent).
Kilde Fynske Medier.
/ritzau/