Fynsk direktør opfordrer til at åbne: - Lad være med at trodse forbud, lyder det fra organisation

Flere butikker har varslet, at de vil trodse coronarestriktionerne og genåbne mandag. Også selv om det kan koste dem en bøde.

Hos organisationen SMVdanmark, der repræsenterer de små og mellemstore virksomheder i Danmark, er der forståelse for, at de mindre erhvervsdrivende kan være frustrerede og desperate på grund af situationen.

Men organisationen støtter ikke, hvis butikker begynder at trodse de gældende restriktioner.

- Det tager jeg klart afstand fra. Det er aldrig løsningen at ty til selvtægt, siger Jacob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark.

17 butikker åbner

Torkil Poulsen, der er direktør for Dantracker i Odense, har i en facebookgruppe opfordret alle liberale erhverv til at åbne mandag. Gruppen nåede 10.000 medlemmer, inden den blev lukket af Facebook.

- Jeg mener ikke, der er belæg for, at vi skal holde lukket, fastslår Torkil Poulsen overfor TV 2 Fyn. 

Ifølge hjemmesiden Danmark Vågner vil 17 butikker trodse restriktionerne og holde åbent fra mandag.

Det er endnu uvist, om nogle fynske butikker åbner.

Hele Danmark har været nedlukket siden midten af december som følge af en voldsom stigning i antallet af smittede med coronavirus. Indtil videre gælder den nuværende nedlukning til og med 28. februar, men de yngste skoleelever vendte tilbage i skole i mandag i sidste uge som første led i genåbningen. 

Kalder corona mild influenza

Politisk bliver der i disse dage diskuteret, hvornår og i hvor høj en grad Danmark skal genåbne, eftersom smittetallene i flere uger generelt har været faldende.

Ifølge Torkil Poulsen bør det altså ske allerede mandag, hvor han håber, at så mange butikker som muligt vil genåbne, selv om de risikerer en bøde. 

Synes du, at du udviser samfundssind?

- Det er netop det, vi gør. Vi kan ikke tilsidesætte alle andres sygdomme på baggrund af en “mild influenza”. Det er netop samfundssind, vi udviser, siger Torkil Poulsen.

Det koster 5.000 kroner i bøde, hvis en butik vælger at holde åbent og trodse det forbud, der er blevet indført for liberale erhverv.

Oversigt

    Oversigt