Nu bliver transportfirmaet med det lyserøde-logo, Logistik Centralen, endnu mere synlig på de fynske veje. Fremover skal de distribuere alt gods på Fyn for DSV Road A/S National Distribution Danmark.
Transportvirksomheden Logistik Centralen i Odense har netop underskrevet en kontrakt om distribution af gods på Fyn for DSV Road A/S National Distribution Danmark fra den 1. januar 2016. En ordre til et tocifret millionbeløb om året.
Firmaet, som ejes af Dennis Just, kan derfor i 2016, hvor det er 25 år siden, det hele begyndte, tale om et gennembrud for virksomheden. ”Nu er vi kommet op i en ny liga inden for transport- og logistikbranchen”, udtaler Dennis Just.
Logistik Centralen er nu i gang med at ansætte medarbejdere til at løse den nye opgave. Det drejer sig om i alt 20 personer, som får nyt job. 16 nye chauffører skal ansættes hos Logistik Centralen inden den 31. december. I løbet af november måned vil alle chauffører være ansat og de nye lastbiler bliver leveret i december måned. Derudover skal der ansættes 2 ekstra personer i administrationen og 2 personer på lageret.