Kommentator: Løkke vil kuppe statsministers forhandlinger

Lars Løkke Rasmussen (M) forsøger ikke at danne flertal uden om Mette Frederiksen (S), men vil samle partier for at fremsætte krav.

Politisk leder Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne forsøger at kuppe de socialdemokratiske forsøg på at danne regering.

Det mener to politiske kommentatorer, fordi han forsøger at få flere partier til at koordinere krav til en ny regering.

Løkke peger på fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger, men forsøger samtidig at få hende til at omfavne reformer, lyder det.

- Lars Løkke spiller spillet, og han ved, at der er magt i at kunne sidde for bordenden i sådan en proces, som Mette Frederiksen er i gang med.

- Han forsøger at kuppe den ved at gøre sig til den kongemager, som vælgerne ikke gav ham mandaterne til, siger politisk redaktør Casper Dall fra Avisen Danmark.

Løkke taler åbent om, at få De Radikale og blå blok til at enes om at stille krav om reformer til Mette Frederiksen. Hun er udpeget til forhandlingsleder efter folketingsvalget tirsdag og skal forsøge at danne regering hen over midten.

Hos blå blok og De Radikale er der lydhørhed over for at gå sammen og kræve reformer.

Det er usædvanligt, at nogen forsøger at køre en proces sideløbende med regeringsforhandlingerne. Det mener politisk kommentator Hans Engell fra Ekstra Bladet.

- Det er meget usædvanligt, fordi Løkke proklamerer, at han sætter sig i spidsen for at prøve nogle forhandlinger med en kreds af partier. Det har karakter af en alternativ dronningerunde.

- Jeg tror ikke, det er for at lave et flertal uden om Socialdemokratiet, men kan de møde de op i fællesskab med krav på reformområdet, vil det presse Mette Frederiksen til at gå den vej, siger Engell.

Der kan være mere end én grund til, at Løkke gør det ifølge Casper Dall.

- Han gør det for at presse Mette Frederiksen på for eksempel reformer og for at blive ved med at være en central figur i dansk politik.

- Han har nydt, at en stor del af valgkampen har kredset sig om ham og Moderaterne. De afgørende mandaterne fik han ikke, men han vil stadig gerne bevare den position, at alting kredser sig om Moderaterne, siger han.

Sidste gang tog det tre uger for Frederiksen at danne regering, men denne gang ventes forhandlingerne at blive langstrakte. Jul kan være et godt pejlemærke.

- Det kommer til at tage lang tid, og det gør det dels på grund af de mange politiske uenigheder. Der skal opbygges tillid mellem politikere, som har bekriget hinanden i valgkampen, siger Casper Dall.

Oversigt

    Oversigt