Landmand amok med traktor

En landmand fra Glamsbjerg forsøgte mandag aften at køre over en af politiets patruljevogne med sin traktor, og truede efterfølgende politiet med, at han ville skyde.

Klokken 21.20 mandag aften fik politiet en anmeldelse om, at en mand i en traktor muligvis var deprimeret og påvirket af alkohol. Men da politiet kom frem, udviklede situationen sig dramatisk.

- Da han får øje på politiet, kører han med fuld kraft frem mod patruljevogn, så de må bakke for at undgå at blive påkørt. Så stopper traktoren, men da patruljevognen stopper, kører han frem igen og forsøger igen at påkøre patruljevognen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede.

Manden truede herefter politiet med at han var i besiddelse af en 9mm pistol, og hvis de kom nærmere, ville han skyde.

- Vi får indrammet stedet, og får tilkaldt en indsatsleder og en forhandler. Men i mellemtiden lykkedes det en af betjentene at overmande manden med en peberspray, siger Lars Thede.

Der er tale om en 42-årig mand fra Glamsbjerg. Han er nu anholdt, og vil blive sigtet for vold eller trusler om vold mod tjenestemand i funktion.

Oversigt

    Oversigt