Litauere stjæler 28 ton fisk

To litauiske fisketyve er blevet udleveret til Danmark efter at have siddet varetægtsfængslet i Tyskland. De er blandt andet sigtet for at stjæle en lastbiltrækker i Nr. Aaby.

To litauiske mænd, der har siddet varetægtsfængslet i Tyskland siden 24. januar, bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør i Sønderborg.

De er sigtet for at have stjålet værdier for flere millioner kroner i Danmark.

Værdierne tæller to helt nye lastbiltrækkere fra en virksomhed i Brabrand ved Aarhus og to sættevogne fra henholdsvis Nørre Aaby på Fyn og Hedensted.

- En lastbiltrækker kan nemt koste op mod én million kroner fra ny op, siger politikommissær Eskild Bossen fra Padborg Politi.

Sættevognen fra Nørre Aaby var lastet med ikke mindre end 28 ton fisk til en værdi af omkring en halv million kroner.

Mændene satte efter tyverierne kursen mod Polen, men kom ikke længere end til Tyskland, hvor de blev stoppet af politiet.

- De kontaktede herefter dansk politi, og vi konstaterede, at køretøjerne var stjålne, siger Eskild Bossen.

De to litauere blev mandag morgen udleveret til dansk politi fra Tyskland, og i grundlovsforhøret mandag eftermiddag vil de blive forsøgt varetægtsfængslet i Danmark.

Sagens art hører langt fra til sjældenhederne.

Hvert år bliver der stjålet for svimlende høje millionbeløb i transportbranchen, og alene sidste år blev 151 lastbiler meldt savnet i Danmark.

Ud af de 72, der blev fundet igen af politiet, befandt 25 af dem sig uden for landets grænser. Polen, hvor de to litauere var på vej hen, var topscorer med 15 styk.

Politiet er stadig i gang med at efterforske sagen.

Oversigt

    Oversigt