Man skilter da ikke med ensomhed

Drømmeuddannelsen er i hus og livet lige om hjørnet. Men virkeligheden er ikke altid så lykkelig - en del unge føler sig nemlig ensomme. Kronprinsesse Mary besøgte et af de gymnasier, der har gjort noget for at bekæmpe ensomheden.

0810mary

Der var royalt besøg på Tietgen Handelsgymnasium i dag. Gymnasiet er et af 32 gymnasier landet over, der har taget fat om problemet med ensomme unge.

Mary Fonden arbejder sammen med gymnasierne om ensomhed, og i den anledning var formanden for fonden, Kronprinsesse Mary, på besøg i Odense.

Samarbejdet består blandt andet i, at alle skolens 1.g'ere fra første dag har haft en makker, og skolen arbejder målrettet på at alle skal føle sig velkomne.

Og det er vigtigt at skolerne selv er opmærksomme på de studerende, for der er en del tabu forbundet med ensomhed.

- Der er meget fokus på, at man skal lykkes socialt og man skal være populær. Det der med at sige, at man ikke rigtig har nogen at være sammen med eller man savner venner - det er jo ikke særlig fedt. Så det er ikke noget man skilter med, fortæller lektor Mathias Lasgaard, der forsker i ensomhed på SDU.

I en undersøgelse for aldersgruppen 15 til 24 år viser det sig:

· at 8 % ofte føler sig ensomme på deres skole eller uddannelsesinstitution

· 11 % vurderer den sociale trivsel i deres klasse som "dårlig" eller "meget dårlig" ved studiestart.

· 37 % vurderer, at de er ensomme, fordi de mangler selvtillid og føler, at de ikke dur til noget.

· og hele 60 % frygter at blive ensomme.

Oversigt

    Oversigt