Nyt kulturhus for unge i Assens

I Assens Kommune er det blevet besluttet, at der skal bygges et ungdomskulturhus for unge i alderen 15-25 år. Torsdag afholdes et møde hvor de unge kan komme med input til projektet.

I Assens skal der bygges et kulturhus for unge. Der er afsat 2,5 millioner kroner til ungdomskulturhuset, der skal bygges ved siden af Erhvervsskolen på Søndergade 57 i Glamsbjerg.

Efter planen skal byggeriet af huset, der bliver en bygning på 175 kvm, igangsættes i starten af 2016.

Huset skal være de unges hus - og derfor skal de unge komme med input til, hvordan sådan et hus skal udformes og drives.

Derfor afholdes der et møde torsdag kl. 14.15, som vil være et åbent ideværksted for alle unge i Assens Kommune.

De unge skal med ind over

På ideværkstedet skal de unge blandt andet komme med input til hvad de ønsker sig skal forgå af aktiviteter i huset, hvordan huset skal se ud, og hvordan det skal styres.

På torsdag vil arkitekt Karl Ramvad lytte til de unges input og afslutningsvist skitsere, hvordan han umiddelbart tænker, at man kan tage de unges input med i det videre arbejde med huset. Om to-tre uger præsenterer Karl Ramvad mere nøjagtige tegninger for de unge og byggeudvalget for ungdomskulturhuset.

Projektet blev igangsat forrige tirsdag med en række forskellige tiltag for at gøre de unge i kommunen opmærksomme på, at der afholdes møde torsdag.

- Vi har plakater, bannere m.v. stående rundt omkring i kommunen og vi har bl.a. oprettet facebooksiden Ungdomskulturhuset i Glamsbjerg, hvor de unge, der ikke har mulighed for at komme på torsdag, kan komme med forslag til aktiviteter, der kan afholdes i huset, fortæller konsulent for aktivt medborgerskab Anne-Mette Møller Sørensen.

Igennem hele planlægningen og tilrettelæggelsen af dagen har der været en gruppe af unge med ind over.

Oversigt

    Oversigt