OB-profil forventer bange anelser hos AaB

OB's Hans Henrik Andreasen tror, at AaB-spillerne er nervøse forud for søndagens kamp i Superligaen i Aalborg.

Det er et opgør mellem to hold, som har haft svært ved at vinde i den seneste tid, når AaB søndag eftermiddag tager imod OB i Superligaen.

Mens AaB kun har fået et enkelt point i klubbens fem seneste Superliga-opgør og desuden er blevet sendt ud af pokalturneringen af Viborg, så har OB blot en enkelt sejr, en uafgjort og fem nederlag i klubbens syv seneste kampe i alle turneringer.

OB-profilen Hans Henrik Andreasen forventer dog, at det er hjemmeholdet, som er mest nervøs for kampens udfald.

- Jeg tror, at AaB kommer ind til kampen med en bange anelse om, at hvis vi kan få hul på bylden, så plejer vi at stå godt organiseret deroppe, siger Hans Henrik Andreasen.

- Så lad os se, om vi kan holde dem på et minimum af scoringer og se, om vi selv kan score et mål mere end dem, siger midtbanespilleren, som har scoret fire mål i Superligaen i denne sæson.

OB har indkasseret 22 mål i 12 ligakampe, og i de europæiske kampe har holdet lukket 14 mål ind i syv kampe.

Det er for mange, siger Hans Henrik Andreasen.

- Vores primære mål er at mindske det antal mål, der bliver scoret mod os, siger midtbanespilleren.

OB er på sjettepladsen i Superligaen med 18 point. AaB er nummer syv med 16 point før søndagens kamp.

Oversigt

    Oversigt