Offer i respirator: Tre mænd anholdt - og løsladt igen

Tre mænd fra Slagelse meldte sig selv tirsdag efter at have været eftersøgt i forbindelse med et groft overfald forrige weekend i Odense. De tre er sigtet - og løsladt igen.

Lørdag morgen den 28. marts blev en 23-årig mand overfaldet af tre mænd. Manden blev sparket, trampet og slået i hovedet og endte i respirator på OUH. Han fik konstateret hjernerystelse og kæbebrud, men er nu udskrevet.

De tre mænd blev efterfølgende efterlyst - og tirsdag troppede de tre på 22, 23 og 24 år op ved politiet.

Her blev de anholdt og sigtet for vold mod den 23-årige, men løsladt igen.

Sagen blev forelagt anklagemyndigheden, og det er både politiets og anklagemyndighedens skøn, at der ikke var grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, fordi betingelserne for varetægtsfængsling ikke var opfyldt, lyder det fra politikommissær Jack Liedecke.

Oversigt

    Oversigt