Onyszko vil være træner for OB

Den fyrede FC Midtjylland-målmand Arek Onyszko har tilmeldt sig et trænerkursus under DBU. Den kontroversielle polak håber en dag at bliver træner i OB.

Arek Onyszko fik i sommer ophævet sin kontrakt med OB efter at være blevet dømt for vold mod sin ekskone. Men den polske målmand, der mandag blev fyret i FC Midtjylland for kontroversielle holdninger i sin kommende bog, ser fortsat en fremtid for sig i den fynske klub, der i øjeblikket topper SAS Ligaen.

- Jeg vil gerne være OB-træner. Jeg vil gerne tilbage og hilse på mine gamle fans. Det kunne da være meget sjovt, hvis jeg blev ansat som OB-træner, siger Arek Onyszko til B.T.

Den 35-årige målmand har for to uger siden tilmeldt sig det såkaldte T-trænerkursus, der er en basistræneruddannelse under Dansk Boldspil-Union. Arek Onyszkos plan er at blive træner, når hans aktive karriere en dag slutter.

- Jeg synes, jeg har spillet så mange fodboldkampe, så jeg føler, at jeg har noget at give videre. Om det så skal være som målmandstræner, eller hvad det skal være, det ved jeg ikke, siger Onyszko.

OB-direktør Kim Brink ønsker ikke at kommentere målmandens ønske om at blive træner i klubben.

Oversigt

    Oversigt