Børn og unge med overvægt får lavere karakterer end normalvægtige, når de afslutter folkeskolen.
Det viser et nyt studie fra Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
- Vi kan se, at børn med overvægt og svær overvægt har større sandsynlighed for at klare sig dårligere ved afgangseksamen i 9. klasse, siger Jane Greve, der er professor MSO (med særlige opgaver, red.).
Studiet bygger på oplysninger om stort set alle danske børn, der begyndte i skole eller gik i udskolingen mellem 2011 og 2016.
Forskerne kan blandt andet se, at børn med overvægt og svær overvægt ved afgangseksamen har en afvigelse fra standarden på mellem 0,2 og 0,5.
- Det er faktisk en relativ stor forskel for børn med svær overvægt i forhold til de eksamensresultater, børn med normalvægt i samme alder opnår, siger Jane Greve.
Hun sammenligner med børn, der lider af diabetes 1-sukkersyge, som regelmæssigt skal kontrollere deres blodsukker.
- De har i gennemsnit fem procent lavere karaktergennemsnit i forhold til andre børn. Det kan være begrundet i fravær, og fordi det kan være belastende hele tiden at skulle tjekke sit blodsukker.
- Men børn med svær overvægt har til sammenligning i gennemsnit 50 procent lavere karaktergennemsnit, siger Jane Greve.