50-60 vrede fans fra Superliga-klubben FC København skaber
problemer for politiet både på Fyn og på Sjælland lørdag aften.
På vej hjem i bus efter 1-1 mod Esbjerg smadrede de
københavnske fodboldfans en politirude på en rasteplads på Fyn,
oplyser Fyns Politi.
- En betjent fik en glassplint i øjet, siger vagthavende hos
Fyns Politi. Politiet oplyser desuden, at ingen er anholdt.
Også for Midt- og Vestsjællands Politi skabte de vrede fans ekstra arbejde. I et forsøg på at forhindre ballade og tyverier i kiosker på rastepladser i politikredsen, blev adgangen til pladserne afspærret.
- Når der kommer fem busser i kortege, skaber det utryghed på
rastepladserne, og derfor afspærrede vi, så de ikke kunne komme
ind, siger vagthavende Michael Hansen.
Omkring klokken 21:30 var busserne fremme i København.