Randzonerne skal helt væk

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen vil af med den udskældte randzonelov og sender i dag et lovforslag i høring, hvor hun foreslår, at loven bliver ophævet, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i dag.

Godt nyt for de fynske landmænd. De skal ikke længere være tvunget til at lave ni meter dyrkningsfri zoner omkring vandløb og søer på deres jorder.

- Danske landmænd skal ikke længere have trukket en randzonelov ned over hovedet, som de ikke bliver kompenseret for, og hvis effekt forskerne nu anerkender har været overvurderet. Vi er ganske enkelt blevet klogere siden loven blev indført, og vi ved i dag, at den aldrig skulle have været indført. Derfor skal loven ophæves, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i en pressemeddelse.

Lovforslaget giver anledning til stor tilfredshed hos landbruget, der har ventet på forslaget, siden VKO fremlagde løfte omkring det i november sidste år.

- Det er glædeligt at se, at regeringen holder sit løfte og nu foreslår at fjerne det obligatoriske krav om randzoner. Nu glæder vi os til, at et politisk flertal med al sandsynlighed vedtager loven, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelse.

Oversigt

    Oversigt