Røvere efterlyses

Fyns Politi har frigivet en overvågningsvideo og et foto af flugtbilen fra et røveri mod Danske Bank i Søndersø d. 29.12. 2011.

Røveriet blev begået af tre gerningsmænd.

De ankom til banken ca. klokken 17.40 i en Audi A6, som blev stjålet natten før under et indbrud i Odense.

To af røverne smadrede et vindue på bagsiden af banken, mens den trefje ventede i bilen.

En af mændene sprang ind af vinduet og langede kassetter med penge ud til den anden.

Kort efter stak de af i Audien. De kørte mod Omfartsvejen i Søndersø og muligvis direkte til motorvejsafkørslen Vissenbjerg/Søndersø.

Audien blev om aftenen samme dag fundet udbrændt i et område mellem Silkeborg og Århus, oplyser Carsten Arentoft Andersen, vicepolitikommissær, Fyns Politi.

Håber på offentlighedens hjælp

Politiet hører meget gerne fra borgere, som måske har set flugtbilen og gerningsmændene i perioden natten før, da bilen blev stjålet og frem til røveriet.

Man hører også gerne fra borgere, som måtte have set flugtbilen på strækningen fra Danske Bank i Søndersø og hen over Fyn til Jylland.

I den forbindelse frigiver politiet videoovervågning af den gerningsmand, der trængte ind i banken.

Desuden et foto af en Audi A6 magen til den, der blev anvendt som flugtbil.

Eventuelle henvendelser kan rettes til Fyns Politi, Sektion Straffelov på tlf. 114.

Oversigt

    Oversigt