En udskiftning på ministertaburetten i Social-, børne- og integrationsministeriet betyder ikke, at regeringens linje på området er forandret.
Det slår Maja Panduro, der er Socialdemokraternes socialordfører, fast overfor Ritzau.
Den nye minister og SF-formand, Annette Vilhelmsen, gør i Jyllands-Posten lørdag op med en række markante udmeldinger fra den tidligere minister på området Karen Hækkerup (S).
- Jeg noterer mig, at Annette siger, at regeringens politik er den samme i dag, som den var i går. Det er vigtigt at få slået fast. Efter 10 år med borgerlige socialministre har der været brug for at kickstarte socialpolitikken, siger Maja Panduro.
SF-formanden tager i avisen afstand til flere skrappe udtalelser, som Hækkerup er kommet med i regeringens første levetid.
Det drejer sig blandt andet om socialdemokratens bandbulle mod dansk krævementalitet og om Hækkerups opgør med skattebetalte ydelser, som alle har ret til uanset indkomst.
Men det er ikke noget, der slår skår i regeringssamarbejdet, mener Maja Panduro:
- Man kan sige, at vi som politikere udtrykker os forskelligt. Og det er vigtigt at slå fast, at regeringens politik er den samme, siger hun.
- Karen Hækkerup rejste nogle debatter i sin tid som socialminister. Og det er egentlig nogen, som vi synes, vi skylder hinanden at turde tage. Det er vi i Socialdemokratiet stadig optaget af. At vi alle husker at gøre vores pligt, inden vi kræver vores ret.
Annette Vilhelmsen slår ligeledes fast, at SF fortsat ønsker at afskaffe reglen, der forhindrer familiesammenføring af ægtefæller under 24 år. 24-års-reglen er en del af regeringsgrundlaget.
- Vi er imod 24-års-reglen, for det er også en del af vores syn på mennesker og inklusion i samfundet, siger Vilhelmsen til avisen samtidig med, at hun erkender, at 24-års-reglen ikke vil blive afskaffet i denne valgperiode.