Tjæreudslip: Fragtskib påsejlede mole

Et fragtskib har påsejlet en mole og rørledning ved virksomheden Koppers i Nyborg. Flere hundrede liter råtjære flød ud i havet ved ulykken.

Klokken 9.12 sejlede et fragtskib ind i en mole og en rørledning med råtjære ved Koppers på Avernakke ved Nyborg.

Ved ulykken gik der hul på en rørledning med råtjære og op mod 300 liter flød ud i vandet, oplyser beredskabschef i Nyborg Kommune, Hans Erik Nyfjord til fyens.dk.

Ifølge vagtchef Erik Skov sejlede skibet ind i molen på grund af tekniske problemer.

Råtjæren er opvarmet, men når den rammer vandet, bliver den nedkølet og krystaliserer, så råtjæren synker.

Ifølge Fyns Politi er ingen kommet til skade ved påsejlingen. Der er lagt flydespærringer i området, så råtjæren ikke flyder væk, hvis det kommer til overfladen.

Oversigt

    Oversigt