Ung knallertkører dræbt i trafikulykke

En ung mand mistede natten til søndag livet, da han blev kørt ned bagfra på sin knallert ved Kerteminde på Fyn.

En mandlig bilist bragede natten til søndag ind i en ung mand, der kom kørende på sin knallert på Fynshovedvej ved Kerteminde på Fyn. Ulykken kostede den 17-årige knallertkører livet.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Lars Fredensborg.

- Den unge mand kommer kørende på knallert ad den her mørke landevej, og bagfra i samme retning kommer der en personbil, som så faktisk kører direkte op i knallerten. Bilisten overser ham simpelthen, siger han.

Påkørslen sendte den unge knallertkører hen over bilens kølerhjelm og tag, hvorefter han landede hårdt kvæstet på vejen.

Efterfølgende blev han hastet til sygehuset, men omkom omkring klokken fire søndag morgen som følge af sine kvæstelser.

Hvordan bilisten helt præcist kunne overse knallerten, og om han kørte for stærkt eller lignende er endnu uvist.

- Ud fra det foreliggende har knallerten haft et lille baglys på, som bilisten så tilsyneladende ikke har set. Mere kan jeg ikke sige, siger Lars Fredensborg.

Oversigt

    Oversigt