Facebook-oprør hjalp ikke: Ingen gratis kaffe til pårørende

Et opslag i en lokal Facebook-gruppe fik ellers en hel del reaktioner og tilkendegivelser om, at det ville være på sin plads at kunne få en kop kaffe gratis.

Det blev et nej tak til forslag om at lade plejecentrene beslutte om kaffen skal være gratis i Kerteminde Kommune. 

Det begyndte med, at Mogens Andersen undrede sig over, at han nu skal til at betale for kaffen, når han besøger sin demente hustru på Fjordly Plejehjem i Kerteminde. 


Blandt andet derfor tog den lokale socialdemokratiske politiker Kristian Hald et forslag med ind i Ældre-, Handicap- og Sundhedsudvalget i kommunen mandag: Lad plejecentrene selv bestemme om kaffen skal være gratis eller ej. 

Men det satte Kristian Halds egen socialdemokratiske partifælle og formand for udvalget, Jan Johansen, en stopper for. 

- Den ordning man har kørt med hidtil, har fungeret fint. Det var en enkelt på Facebook (Mogens Andersen, red.), der var utilfreds. Jeg synes, at når det ikke er plejecentrene selv, der har bedt om det her,  så tvinger vi dem til at tage stilling til noget, de ikke har bedt om, siger Jan Johansen.

Kaffe og kage for 650.000 kroner

Han understreger, at hvis man skulle lade plejecentrene selv bestemme skulle der følge penge med, og det er der ikke råd til. 

Som det er i dag koster det fem kroner for kaffen, ni kroner for kage. I Kerteminde Kommune lyder regnestykket på en samlet udgift på 646.464 kroner om året, hvis kaffen skal være gratis for pårørende, der kommer på besøg to gange om ugen.

Mogens Andersens opslag i den lokale Facebook-gruppe fik ellers en hel del reaktioner og tilkendegivelser om, at det ville være på sin plads at en kop kaffe kunne fås gratis. Samtidig var der brugere, der mente, at en kop kaffe til fem kroner, har alle vel råd til. 

Oversigt

    Oversigt