Meningen med Det Maritime Hus er at tilbyde elever i folkeskoler, gymnasier og universitetsstuderende nytænkende og anvendelsesorienteret undervisning med fokus på det maritime.
Forløbene tager udgangspunkt i havet som ressource. Det betyder, at emnet ikke kun bliver vist akademisk interesse, men også giver indblik i erhvervsbetonede vinkler på havet som ressource.
I første omgang planlægges 12 forløb, så der er en bred vifte af tilbud, og de første forløb begynder i marts.
Det Maritime Hus er et samarbejde mellem Odense Katedralskole, Kerteminde Kommune og Syddansk Universitet, og det får til huse i Marinbiologisk Forskningscenter på havnen i Kerteminde.
Projektet er støttet med tre millioner kroner af Region Syddanmarks Uddannelsespulje.
Borgmester i Kerteminde, Hans Luunbjerg, glæder sig:
- Jeg ser gerne, at Det Maritime Hus bliver havnens fyrtårn både med hensyn til aktivitet og bygningens arkitektur, siger han.