Flemming Andersen væltede på cykel en december morgen i 2023.
Klokken var lidt i otte, og han var på vej op for at hente morgenbrød, som han plejer om lørdagen. Men denne dag ville benet ikke over sadlen, og han væltede sidelæns ned ad en skråning og landede på sin venstre side i indkørslens mellemstore sten.
Da han kom tillbage uden morgenbrødet, spurgte hans hustru Inge Andersen ham, om de ikke skulle ringe 112.
- Nej, svarede Flemming Andersen, og han syntes heller ikke, der skulle ringes til lægevagten.
Inge Andersen var klar over, at den ældre herre, hun havde giftet sig med 58 år tidligere, var mere end stædig. Men hun vidste også, at noget var galt, når han ikke kunne cykle op efter morgenbrød, en tur på knap to kilometer.
En konkurrence med sig selv
Flemming Andersen har i godt 20 år konkurreret med sig selv og sine kilometertal. Dagligt har han trukket øverste skuffe i kommoden ud for at fiske en notesbog op og notere dagens kilometertal.
De mange cykelture er ikke gået ubemærket hen, for hans mekaniker har lagt mærke til, at Flemming Andersen skifter bil hvert 11. år og cykel hvert sjette.
- Jeg har altid gerne villet ud og bevæge mig. Jeg kan ikke holde ud at sidde inde en hel dag, forklarer Flemming Andersen.
Fire timer efter ulykken
Ved middagstid, cirka fire timer efter ulykken, ringede Flemming Andersen til lægevagten. Røntgenbillederne viste en stiplet streg. Et uforskudt brud på venstre lårhals. Samme aften ved ti-tiden fandt operationen sted på Odense Universitetshospital.
- Indtil sidste sommer har jeg faktisk aldrig været på sygehuset, bortset fra en enkelt gang for mange herrens år siden. Jeg har det jo bedre end de fleste af dem, jeg spiller kort med om tirsdagen, men nu kan jeg da snakke lidt med om sygdomme og skavanker, griner Flemming Andersen.
Efter bruddet har Flemming Andersen gjort, hvad han kunne for at komme ud at cykle i naturen igen; genoptræning om torsdagen, 30 minutters daglig motion på motionscyklen i kælderen og korte gåture for at komme udenfor.
Han nægtede at lade ulykken stoppe ham.
- Førhen elskede jeg alle fire årstider, men i år syntes vinteren lang og irriterende. Og det hænger måske sammen med, at jeg ikke rigtig har kunnet foretage mig så meget, i hvert fald ikke udenfor, fortæller Flemming Andersen.
For det at cykle har været en fast del af hverdagen, og rutinemennesket i ham kan han ikke undvære det.
De daglige cykelture har været Flemming Andersens måde at sikre det gode liv, sikre, at han ikke mister kontrollen og sikre, at han ikke skal på plejehjem – for dét er en ting, han frygter.
- Jeg er bange for at komme til at sidde på et plejehjem. Jeg har besøgt min mor på plejehjemmet, og selvom det er pænt og nydeligt, så synes jeg, det er trist, siger Flemming Andersen og fortsætter; så synes jeg ligesom, at livet er forbi.
Han har hele tiden sagt, at han forestiller sig, at han kan blive ved, og han giver ikke sådan lige op. Derfor købte han for nylig en ny cykel med lav indstigning. Samme dag var han ude at prøvekøre den.
På 40 dage har han cyklet 1074 kilometer med et dagligt gennemsnit på knap 27 kilometer. Han er træt, når han kommer hjem. Muskler og knæ minder ham om, at han ufrivilligt holdt pause i 2,5 måned.
For et år siden ville 40 kilometer ikke engang trætte ham.
- Jeg har godt kunnet mærke, at jeg ikke har været afsted i to og en halv måned - jeg bliver hurtigt træt. Det handler om at komme i form igen, og det er jeg i fuld gang med nu, siger Flemming Andersen.
Men han er godt tilfreds med de 25 kilometer, og han regner med, at han kan cykle i hvert fald fem år endnu.
Måske der bliver nogle bump på vejen, men så længe Flemming Andersen sidder bag styret, bliver han ved med at cykle.
- Jeg regner med at blive rigtig gammel, og jeg håber da, at jeg kan cykle i hvert fald fem år endnu. Jeg kan ikke rigtig undvære det, siger Flemming Andersen.
